FAQ - dine spørgsmål

Findes der en kort forklaring på hvad humanisme er?
Den internationale humanistiske organisation IHEUs minimumdefinition af humanisme: Humanisme er et demokratisk og etisk livssyn, der slår fast, at mennesker har ret til og ansvar for at forme deres egne liv og give det mening. Den engagerer sig i at opbygge et mere humant samfund gennem en etik baseret på mennesker og andre naturlige værdier.

Er humanistiske ceremonier ikke en efterligning af kirkens?
Man kan godt have behov for at dyrke de mere følelsemæssige og etiske sider af livet i et fællesskab, hvor man markerer nogle af livets store begivenheder, uden at det har noget med overnaturlige kræfter at gøre.

Kirken har tilpasset sig menneskers ønsker til æstetik og stemningsskabende arkitektur, sang og musik. Mange ønsker jo, at deres højtideligheder foregår under former, som er med til at understrege vigtigheden af den begivenhed der finder sted. Så nogle elementer går igen i sekulære og religiøse ceremonier, uanset om det er en rund fødselsdag, afslutningen af en uddannelse eller et bryllup.

Hvad er celebranter og ceremoniledere?
Celebranter er uddannede og certificerede til at kunne varetage ceremonier på Humanistisk Samfunds vegne. Deres opgave består i at sørge for at ceremonien forløber som planlagt - velkoordineret og inden for den afsatte tid. De gennemfører ritualer og holder en personlig tale efter nærmere aftale med dem der skal have afholdt ceremonien.

Ceremoniledere udfører de samme opgaver som celebranter, men kun til begravelser. For at undgå de associationer ordet "celebrant" kan have til festligholdelse, har vi valgt at bruge et andet ord i forbindelse med begravelser.

Konfirmation - er det ikke en bekræftelse af dåben?
Ordet konfirmation er blevet brugt i kirken i betydningen "bekræftelse" - det betyder ikke at ordet kun har den betydning, endsige at det er den oprindelige betydning - selvom nogle kan have interesse i at udlægge det sådan.

Konfirmation fandtes før kristendommen og betyder "at give styrke". Det er derfor nært beslægtet med ordet "be-kræftelse" - som jo handler om at give noget kraft/styrke. Det var et ritual der f.eks. fandt sted, før soldater blev sendt af sted i krig. Vi mener selvfølgelig, det er en passende betegnelse for en ceremoni der markerer overgangen mellem barndom og ungdom/voksen.

Er Humanistisk Samfund en ateistisk forening?
Ateister er folk der direkte afviser eksistensen af en gud. I Humanistisk Samfund beskæftiger vi os ikke med om der findes en gud eller ej. Vi er en forening af ikke-troende, hvor der naturligvis er mange ateister iblandt, men vi er ingen ateistisk forening.

Er Humanistisk Samfund imod religion?
I Humanistisk Samfund henholder vi os til humanistiske værdier og ikke til il de religiøse værdier og forestillinger. Vi er ikke bange for at argumentere for vores mening, men det er ikke et mål i sig selv for os at angribe religionen.

Kirkegårde er vel kirkens?
Alle kirkegårde i Danmark tilhører Folkekirken - men der er et par tiltag i gang i Københavns Kommune for at give muslimer og ikke-religiøse borgere kommunale kirkegårde. Man kan sagtens blive begravet på en kirkegård, selvom man ikke er medlem af folkekirken, men i Humanistisk Samfund ønsker vi at gravpladser i højere grad anlægges af det offentlige.

Skal initiativet ses som et alternativ til religiøse ritualer?
Ja, det er vores opfattelse at der ikke har været et tilstrækkeligt godt alternativ til kirkens ceremonier. Derfor har en del ikke-religiøse holdt fast i deres medlemskab af Folkekirken for at kunne gøre brug af disse ceremonier.

Vil I hente inspiration fra religioner i forhold til at skabe virkningsfulde ritualer?
Vi vil helst ikke ligne religionerne for meget, så vi bliver forvekslet med en religion. Men der er jo mange elementer, der går igen i både sekulære og religiøse ceremonier - elementer som ikke er specielt religiøse - for eksempel måden hvorpå man arrangerer stolene i rummet, brug af sang, musik og taler.

Hvordan kan Humanismen give mennesker en trøst, der kan konkurrere med religionerne?
Man kan finde trøst eller håb i synet på livet som en glæde og en udviklingsproces, hvor der er potentiale for forbedringer og i den viden, at de fleste mennesker er udstyrede med medfølelse, indlevelsesevne og en villighed til at hjælpe andre.

Er Humanistisk Samfund ikke bare en anden type religion?
Sociologisk set er der mange lighedspunkter mellem Humanistisk Samfund og visse trossamfund. Eksempelvis at vi forholder os til livets etiske og moralske spørgsmål og at vi leverer ceremonier til livets store overgange.

Den afgørende begrundelse for at Humanistisk Samfund ikke er en religion er, at man efter alle definitioner af religion inkluderer troen på overnaturlige/guddommelige væsner eller magter. Det gælder ikke for Humanistisk samfund, der foretrækker betegnelsen livssynssamfund.

Vil Humanistisk Samfund deltage i humanitært arbejde og arbejdet med sjælesorg på hospitaler og i fængsler?
Ja, det er en naturlig opgave for Humanistisk Samfund at samarbejde med andre organisationer, der varetager den type opgaver. Projektet er begyndt. Kontakt os her hvis du vil vide mere.

Hvad går kontingentet til?
Kontingent bruges bl.a. til at betale leje af lokaler til foreningens møder og til fremstilling af trykte og digitale materialer. I forbindelse med vores uddannelse af celebranter og ceremoniledere skal vi også leje lokaler og aflønne undervisere.

Bestyrelsen modtager ikke honorar for sit arbejde. I maj 2010 har foreningen ansat en sekretær nogle timer om ugen til at varetage forskellige administrative opgaver. Med tiden vil det blive aktuelt at ansætte administrativt personale og undervisere samt anskaffe lokaler til landsforeningens ansatte.