Århus-området
Humanistisk Samfund Århus er Humanistisk Samfunds lokalafdeling i Århus Kommune. Indtil videre dækker vi hele den østlige del af Region Midtjylland.
Kontakt
Formand: Thorkild Svendsen
Mail:
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
Find os påFacebook
Kommende arrangementer
Foredrag om Livets Tærskler og generalforsamling i Humanistisk Samfund - Århus
Vi starter med et foredrag af Lars Andreassen som er højskolelærer, forfatter og medlem af Humanistisk Samfund. Foredraget handler om Livets Tærskler og Lars lægger op til emnet sådan her:
"På de fleste dage går man ind og ud af rigtig mange døre uden at tænke særlig meget over det. Så er der de specielle dage, hvor man tøver et øjeblik på dørtrinnet, inden man går videre. På sådanne dage kaldes trinnet for tærskel. Man tøver på tærsklen og overvejer det, der var før, og det, der skal komme. Sådan en tærskel skal kondensere et kvart, et halvt eller et helt livs meritter og gerne pege lidt frem og tegne fremtidsperspektiver. Det er slet ikke så lidt, så hvad gør man, hvis ikke man synes de religiøse overleveringer slår til eller giver mening?"
Efter foredraget holder vi fra kl. 19 generalforsamling efterfulgt af åbent medlemsmøde. Dagsorden til generalforsamling er i henhold til vedtægterne.
For at deltage i generalforsamlingen skal man være betalende medlem af Humanistisk Samfund. Hvis man ikke allerede er det, kan man blive det på http://www.humanistisksamfund.dk/medlem.html.
Sted: Hovedbiblioteket i Århus, 1. sal lokale B.
Tid: mandag den 31. maj – foredrag kl. 18 generalforsamling fra kl. 19.
Tidligere arrangementer
Bryllup uden religion - d. 22. februar 2010
|
|
Alternativet til et kirkebryllup er at blive viet på rådhuset, og de fleste vælger i dag denne model, selvom det mange gange går hurtigere end at koge et blødkogt æg. To minutter ved skranken, en underskrift og så er man gift. Bagefter kan man stå med fornemmelsen af, at have forpasset noget væsentligt.
Humanistisk Samfund i Århus inviterer til foredrag om, hvordan en bryllupsceremoni kan foregå højtideligt og personligt uden for kirkens rum. Foredraget finder sted 22. februar kl. 19 – 21 på Hovedbiblioteket i Århus.
Bryllupscelebrant Mimi Larsson vil ved arrangementet fortælle om, hvordan Humanistisk Samfund tilbyder mulighed for at markere livets store begivenheder på en højtidelig måde og på grundlag af et livssyn og en etik, der giver indhold og dybde for de involverede.
Titlen bryllupscelebrant i Humanistisk Samfund betyder, at Mimi Larsson har gennemgået et særligt uddannelsesforløb. For at de humanistiske ceremonier kan være et reelt alternativ, skal de have stil og kvalitet, der kan hamle op med de kirkelige. Humanistisk Samfund sørger derfor for at uddanne personer, der kan håndtere både de menneskelige og de æstetiske og etiske udfordringer i ceremoniarbejdet.
Foredraget vil også kort handle om, hvad humanisme er - hvad Humanistisk Samfund vil , og hvorfor vi arrangerer humanistiske ceremonier ikke kun ved bryllupper, men også ved navngivning, konfirmationer og begravelser.
Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og diskutere efter foredraget.
Tid og sted
Mandag 22. februar kl. 19 – 21 på Hovedbiblioteket i Århus, Møllegade 1, sal B på 1. sal.
Alle interesserede er velkommen, og det er gratis at deltage.
For mere information skriv til Thorkild Svendsen, formand for HS Århus på Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
Arrangementer
Vi holder møde den sidste mandag i hver måned, undtagen i juli og december. Møderne skifter mellem åbne bestyrelsesmøder, hvor alle medlemmer har adgang, og åbne medlemsmøder. De åbne medlemsmøder har et tema og er åbne for alle.
Opgaver
Vi arrangerer foredrag for vores medlemmer og andre interesserede, f.eks. om humanistiske emner.
-
Vi arbejder lokalpolitisk for, at det bliver muligt at leve et liv uden religiøs indblanding fra det offentlige. Vi arbejder f.eks. for, at man skal gøres opmærksom på det, hvis ens barn henvises til en religiøst drevet børnehave, og at konfirmandundervisning skal finde sted uden for normal skoletid.
-
Vi bistår foreningens ceremoniledere og celebranter med deres arbejde. Det gør vi f.eks. ved at arbejde på at finde egnede lokaler til ceremonier. Samtidig arbejder vi også løbende på at rekruttere nye deltagere til Humanistisk Samfunds ceremonileder-/celebrantuddannelse.
-
Vi bistår landsforeningen f.eks. ved at arrangere landsdækkende workshops og lave research på landspolitiske sager.
Bestyrelsen
Lokalforeningen for Århus-området blev stiftet d. 13. august.
Bestyrelsesmedlemmer:
Thorkild Svendsen, formand
Kirsten Helby, næstformand
Else Andersen, kasserer
Ole Wolf
Trine Hjelbak
