Hvad er det humanistiske ved begravelsen?

I begravelsesgruppen laver vi hele tiden intern uddannelse, så vi bliver bedre og mere præcise med hensyn til det vi gør. Internt skelner vi ikke meget mellem en begravelse, en bisættelse og en mindehøjtidelighed. De er i form og indhold yderst tæt på hinanden. Her er ceremonileder Peter Eges svar på spørgsmålet: Hvad er det humanistiske ved en humanistisk begravelse?

Det korte svar på dette spørgsmål er, at en humanistisk begravelse er en ceremoni der markerer livets afslutning, og som er gennemsyret af et humanistisk livssyn.

Det ovenstående bliver man ikke så forfærdelig meget klogere af. Det har nærmest karakter af en tautologi, og jeg skal derfor prøve at give en mere indgående beskrivelse af hvad der karakteriserer en humanistisk begravelsesceremoni. Den følgende tekst er en besvarelse på en opgave der blev stillet som led i den interne uddannelse i begravelsesgruppen

Humanisme er verdslig

Man kan inddele denne beskrivelse i form og indhold. Men først er det nødvendigt at fastslå at humanisme er et verdsligt begreb. En religiøs humanisme er – i min optik en selvmodsigelse, fordi religionen ikke har mennesket i centrum, men anskuer et menneskeliv som en del af guds frelserplan, hvor gud er en faktor der dikterer mennesker udefra, og viljen er guds, ikke menneskets. Det religiøse tankesæt er således i direkte modstrid med humanismen, der sætter mennesket i centrum, og hvor mennesket er ansvarlig for sit og andres liv.

Denne ikke-religiøse tilgang præger både form og indhold, og lad os begynde med formen.

Hvorfra skal bisættelsen foregå?

Den humanistiske begravelsesceremoni er et privat arrangement som aftales mellem, og i et samarbejde udformes af, de pårørende til afdøde og en ceremonileder. Det er i meget høj grad de efterladte der bestemmer ceremoniens forløb, men ceremonilederen har ansvaret for at ceremonien afvikles på en værdig måde, og for, igen i samarbejde med de efterladte at udarbejde en tale for den afdøde og til de pårørende med et humanistisk indhold.

Det forhold at humanisme er ikke-religiøs bestemmer valg af lokale, som kan være et hvilket som helst rum uden religiøse symboler og som egner sig til at afholde en værdig ceremoni; et medborgerhus, en sportsklub, et kapel hvor de religiøse symboler er fjernet eller tildækkede, et privat hjem, eller i den fri natur. Men selvfølgelig ikke en kirke. Kisten kan være pyntet med blomster, men også med genstande som betød noget for den afdøde, kun fantasien og de pårørendes ønsker sætter grænser for hvordan rummet og kisten udsmykkes.

Musik og lyrik

Musik, sange og digte indgår som et naturligt led ved enhver begravelsesceremoni, igen er det de pårørende der bestemmer hvad der skal spilles, synges og oplæses, og ceremonilederens rolle er at rådgive og vejlede og sikre at det der spilles, synges og oplæses har et ikke religiøst indhold.

Oplagte valg når det gælder både digte og sange er store humanistiske digtere i dansk kultur, så som Benny Andersen, Halfdan Rasmussen, Tove Ditlevsen, Inger Christensen og Piet Hein, blot for at nævne nogle der går igen. Men kun fantasien sætter grænser, og ofte har afdøde haft et forhold til en samtidig digter og til sange og musik fra sin egen tid.

Et positivt livssyn

Ceremonilederens vigtigste opgave er at holde talen om den afdøde til de pårørende, og det er i denne tale at det humanistiske indhold og de humanistiske værdier i ceremonien tydeliggøres. Døden er en afslutning, men den afdøde lever videre i minderne hos de pårørende – familien med børn, børnebørn og venner.

Humanisme er udtryk for et positivt livssyn, og i talen skal der derfor lægges vægt på afdødes gode sider, hvordan afdøde har levet op til værdsatte etiske, moralske og sociale forpligtelser, den værdighed og ansvarlighed hvormed han eller hun levede livet, afdødes tolerance og solidaritet og medmenneskelighed overfor andre, den positive arv som den afdøde efterlader. I talens afslutning gives der udtryk for at det er legitimt at sørge, men at det også er legitimt at mindes og glæde sig over alt det som den afdøde har betydet for os.

Peter Ege
Peter EgeCeremonileder