Kirkeudvalg

Regeringen planlægger at nedsætte et udvalg, der skal se på kirkens fremtidige styrelse. Adskillige borgerlige folketingsmedlemmer ønsker også at adskille kirke og stat.

Forslaget får også støtte fra Humanistisk Samfund, da et udvalg kan blive et markant skridt mod adskillelse af kirke og stat.

Men Humanistisk Samfund er bekymret for, hvordan udvalgsarbejdet skal forløbe. Regeringen angiver ikke klart, hvad målet med udvalgsarbejdet er. Vi ønsker, at udvalgets kommissorium skal fokusere på forholdet mellem stat og kirke, ikke blot på kirkens interne forhold.

 

Udvalgets sammensætning

Samtidig er vi bekymret for udvalgets sammensætning. De tre regeringspartier har tidligere fremlagt forslag, der ligner de nuværende planer. For blot to år siden foreslog de nedsættelse af et udvalg, der skulle udrede ”opgave- og kompetencefordelingen i folkekirken”. Udvalget skulle bestå af repræsentanter for kirken samt økonomiske og juridiske eksperter.

Det svarer til at nedsætte en forsvarskommission bestående af generaler, sekunderet af et par djøf’ere. Hvem forestiller sig, at en sådan kommission vil nå frem til, at militæret skal have færre midler? Hvem vil nedsætte en kommission om fremtidens børnehaver udelukkende med repræsentanter for BUPL?

Humanistisk Samfund kræver, at udvalget skal bestå af repræsentanter for hele det danske samfund. Den skal ikke have en jævnbyrdig repræsentation af kirke og stat, for kirke og stat er ikke jævnbyrdige. I et demokratisk samfund står staten altid over kirken. Når det skal afgøres, om staten skal støtte et bestemt trossamfund, kan det aldrig være trossamfundet selv, der skal bestemme.

Et kommende kirkeudvalg skal derfor repræsentere hele befolkningen. Også den million, der ikke er medlem af folkekirken. Og de 95 % af folkekirkemedlemmerne, der kun kommer i kirken ved barnedåb, bryllup eller begravelse, og som ikke beskæftiger sig med kirkens teologiske dogmer.

Spørgsmålet om udvalgets sammensætning kan vise sig afgørende. Hvis udvalget får en forkert sammensætning, vil dens arbejde kunne drukne i udvalgsmedlemmers krav om langvarige udredninger af tekniske spørgsmål. De kan få arbejdet til at løbe ud i sandet.

kirke_-_stat_300x300