Sådan diskriminerer den danske stat til fordel for den evangelisk-lutherske kirke

Økonomisk støtte

Den evangelisk-lutherske kirke får økonomisk støtte af staten. Staten giver mere end 1 millard kroner i støtte til Folkekirken. Den går til præster og biskoppers løn og pension. Deres præster er tjenestemænd, ansat ved staten. Staten opkræver medlemskontingent for Folkekirken kvit og frit, via kirkeskatten.

Staten betaler også for et helt ministerium kun for Folkekirken nemlig Kirkeministeriet. En lang række af kirkens bygninger og arealer er desuden fritaget for skat.

Staten betaler for uddannelse af kommende præster ved universiteternes teologistudier, og staten giver dermed også SU til disse studerende.

Fortrinsret i folkeskolen

I den danske folkeskole er undervisning i livssyn begrænset til ”kristendomskundskab”. Ifølge folkeskoleloven er ”Kristendomsundervisningens centrale kundskabsområde den danske folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom. På de ældste klassetrin skal undervisningen tillige omfatte fremmede religioner og andre livsanskuelser”.

Alene formuleringen ”fremmede religioner”, som jo også omfatter hjemmehørende religioner som jødedommen eller katolicismen, er tydeligt diskriminerende.

Det er muligt at blive fritaget fra kristendomsundervisning. Det kræver ,at ”forældremyndighedens indehaver skriftligt over for skolens leder erklærer selv at ville sørge for barnets religionsundervisning.”

Man har altså valget mellem at ladet barnet deltage i ensidigt evangelisk-luthersk orienteret undervisning eller blive udelukket fra fællesskabet i skolen.

På det klassetrin, hvor folkekirkens konfirmationsforberedelse finder sted, skal kommunalbestyrelsen ved forhandling med ”præsterne i kommunen” (her menes kun præster af den evangelisk-lutherske kirke) fastsætte tider for, hvornår konfirmationsundervisningen skal finde sted. Dermed kan kammeraternes gruppepres diskret kanalisere børnene hen til én bestemt tro.

Kirken har overtaget statsbeføjelser

Staten har på en række områder uddelegeret sin udøvende magt til folkekirken.

Anmeldelse af fødsler skal – udenfor Sønderjylland – ske til den evangelisk-lutherske kirke i Danmark. Det er ikke længere nødvendigt at møde frem hos en præst, men de alternative måder at anmelde fødsler giver den evangelisk-lutherske kirke direkte adgang til persondata, som andre livssynssamfund ikke har.

Den evangelisk-lutherske kirkes sognepræst fungerer som begravelsesmyndighed. Det betyder, at en evangelisk-luthersk præst skal behandle alle anmodninger om en begravelse eller ligbrænding, jf. Begravelesloven § 7, skrivelse nr. 12001/1977: ”Borgerlig begravelse må i intet tilfælde finde sted, forinden præsten har truffet sin afgørelse.”

I praksis er det også svært at blive begravet på en gravplads, der ikke er indviet efter et særligt evangelisk-luthersk ritual. Skønt der juridisk er åbnet op for, at andre trossamfund kan anlægge begravelsespladser og det er muligt at anlægge kommunale begravelsespladser, håndhæves disse muligheder meget restriktivt.

Yderligere diskrimination mod ikke-religiøse

Den Internationale konvention om civile og politiske rettigheder og Verdenserklæringen om menneskerettigheder sidestiller religiøse overbevisninger med ikke-religiøse overbevisninger (”religion or belief”). Men i Danmark er det ikke ligestilling for ikke-religiøse livssyn, som det humanistiske livssyn, og for ikke-religiøse livssynssamfund, som Humanistisk Samfund.

I dag har anerkendte trossamfund bemyndigelse til at vie personer.

For at blive et anerkendt trossamfund skal man ifølge vejledning fra Det Rådgivende Udvalg vedr. Trossamfund have ”Opfattelsen at mennesker er afhængige af en (eller flere) transcendent(e) magt(er)”. Derfor har livssynssamfund som Humanistisk Samfund, der ikke er teistisk og afviser overnaturlige forklaringer, ikke mulighed for at få vielsesbemyndigelse.

På tilsvarende vis har livssynssamfund ikke adgang til andre fordele, som trossamfund har, f.eks. at medlemmernes bidrag er fradragsberettiget, fritagelse for selskabsskat mv.

Humanistisk Samfund har udarbejdet et responsum om hvordan den danske stat diskriminerer til fordel for folkekirken og imod livssynssamfund. Papiret gennemgår også hvordan dansk praksis forholder sig til de internationale menneskerettighedskonventioner. Du kan læse papiret her.