Sådan adskilles kirke og stat

Den danske folkekirke?

I Grundlovens § 4 står der: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”. Det er indlysende, at man kan adskille kirke og stat ved at ophæve denne paragraf ved en grundlovsændring.

Men paragraffen giver også mulighed for en adskillelse af kirke og stat uden en grundlovsændring. Sætningen består af to led: Først en beskrivelse af virkeligheden, ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke”, og så en konsekvens af denne virkelighed: ”og understøttes som sådan af staten”.

Hvis den evangelisk-lutherske ikke længere er den danske folkekirke, så skal den altså ikke understøttes af staten. I dag er over en million danskere ikke medlem af folkekirken. Altså er den ikke længere det samlede danske folks kirke.

Det er op til Folketinget, som repræsentant for befolkningen, at afgøre om den evangelisk-lutherske kirke stadig er det danske folks kirke. Hvis et folketingsflertal vurderer, at det ikke er tilfældet, kan de frit vedtage at drage konsekvensen af det og adskille kirke og stat.

Grundlovens løfteparagraf

I Grundlovens § 66 står ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.” Paragraffen har stået der siden 1848, uden at det er sket.

”Regeringen planlægger at nedsætte et udvalg, der skal se på folkekirkens fremtidige styrelse. Det sker med henvisning til Grundlovens § 66, men uden at regeringen specifikt lover, at folkekirken omsider skal have en forfatning. Men det kan meget vel blive resultatet.”

Selvom en kirkeforfatning ikke vil føre til en komplet adskillelse af kirke og stat, bør den naturligt føre til, at den nuværende tætte sammenvævning mellem kirke og stat ophører.

Det er ikke statens opgave at være ansættelsesmyndighed for præsterne, ligesom de ikke skal stå for at fyre præsterne. Staten skal ikke afgøre teologiske spørgsmål som, hvorvidt fraskilte har ret til at blive kirkeligt viet eller, hvad der skal stå i salmebogen. Det må medlemmerne af kirken selv finde ud af.

Samtidig bør kirkeudvalgets arbejde føre til en økonomisk adskillelse af kirke og stat. I dag betaler staten præsternes løn og opkræver gratis medlemskontingent for kirken over skattebilletten. Udgifterne overskrider langt omkostningerne til vedligeholdelse af historisk bevaringsværdige kirker.

Ændringer på andre områder

Også på mange andre måder støtter staten folkekirken.

I folkeskolen undervises i kristendomskundskab. Der er ikke tale om, at faget er objektiv videreformidling af religioners rolle. Derfor er det da også muligt at blive fritaget for undervisningen. Faget bør omdøbes til ”Religion og etik” og være for alle.

Konfirmandundervisningen er ofte placeret i skoletiden. Dermed sørger man for, at eleverne ligger et diskret gruppepres på de børn, der ikke skal konfirmeres. København er allerede gået foran, og har flyttet konfirmandundervisningen til fritiden. Resten af landet bør følge efter.

Civilregistreringen, dvs. registrering af alle fødsler, er placeret hos folkekirken, uanset om man er medlem i folkekirken. Undtagen i Sønderjylland, hvor den efter tysk model er placeret hos kommunerne. Det er forkert, at man sender et signal til mere end en million danskere udenfor folkekirken om, at de er en slags b-medlemmer i samfundet. Flyt i stedet opgaven til kommunerne, som i forvejen er den almindelige indgang til det offentlige.