Den danske stat bruger 724,1 millioner på kristen forkyndelse

Statens tilskud til forkyndelse forbliver uigennemsigtige

Som svar på en forespørgsel fra et bredt flertal i folketinget har kirkeministeriet forsøgsvis udredt Folkekirkens økonomi i et kort notat (det kan findes på kirkeministeriets hjemmeside, km.dk). Vi vidste sådan set godt i forvejen, at den almindelige skatteborger betaler 40 procent af præsters,provster og biskoppers løn og hele deres pension, men nu ved vi så, at det er 724,1 millioner, vi betaler. Og at de penge også dækker f.eks. hospitalspræster, danske kirker i udlandet og ‘gejstelig betjening af Christiansø og Hirsholmene’.

Svaret på ’B112: Folketingsbeslutning om reform af folkekirkens økonomi’ skulle foreløbig give et overblik over folkekirkens anvendelse af statens tilskud og danne grundlag for en diskussion af udformningen af dette tilskud. Og det er jo et utroligt vigtig overblik at have, hvis vi skal tage en seriøs diskussion af finansieringen af religion og livssyn i Danmark. Hvor mange penge bliver der faktisk brugt på at vedligeholde de helt unikke middelalderkirker (som udgør 73 % af alle danske kirker), der er en del af vores allesammens historie? Hvor mange penge bliver brugt på, at kirken står for at registrere fødte og døde? Hvad skal staten betale for og hvad må kirkens medlemmer selv betale for? Kunne nationalmuseet f.eks. byde ind på bevaring af kirkerne? Desværre besvarer notatet ikke centrale dele af det, som folketingsbeslutningen søgte at afklare.

Dokumentet giver en oversigt over de penge som går til at betale præsternes forkyndelse og hvor meget det koster at vedligeholde kirkerne. Det er væsentlige tal, som ikke har været fremlagt før. Det er dog en væsentlig svaghed ved beregningen af omkostninger til vedligehold af kirkerne, at alle kirker i Danmark og ikke kun de bevaringsværdige, dvs. også helt nye kirker, indgår i regnestykket.

I notatet skriver kirkeministeriet selv, at: ’Beregningen har ikke taget højde for folkekirkens administrative opgaver i relation til kirkegårde og civilregistrering, ligesom folkekirkens generelle bidrag til kultur- og samfundsliv ikke bliver behandlet nærmere. På den anden side er statens bidrag til folkekirken i form af f.eks. opkrævning af medlemsbidrag via skattesystemet, udbud af teologistudiet på universiteterne, trosstoffet som en del af public-service-forpligtelsen og folkeskolernes undervisning i kristendom heller ikke opgjort’.

Det er virkelig ærgerligt, at vi med dette notat ikke har fået fyldestgørende svar på det oprindelige spørgsmål. Vi er kommet et lille bitte skridt nærmere en saglig debat på et oplyst grundlag, men det batter ikke meget i det lange løb.

Når man drister sig til at tage hul på diskussionen om finansiering af folkekirken – og det er der ikke mange, de gør – så mødes man ofte af luftige argumenter om, at ’den varetager vores fælles kulturarv’ og at ’Danmark er et kristent land’, så selvfølgelig skal vi betale til kirken alle sammen. Hvis vi som borgere skal kunne danne os et overblik over, hvor mange af kirkens egne penge, de præcist bruger på samfundsopgaver, så mangler vi alle de oplysninger, som notatet selv så fint påpeger: hvad koster det at drive civilregistreringen? Hvor meget bliver brugt på kirkegårdsdriften? Hvor meget er det egentlig værd for en forening, at medlemmerne bliver meldt ind som spæde, ikke får besked om, at de betaler kontingent som en del af deres skatteforpligtigelse, når de bliver over 18 og aldrig skal forny deres medlemskab. Til oplysning tilbyder den svenske stat at opkræve medlemskontingent for alle religiøse foreninger for en betaling på 25 svkr pr. person. Den beregning kunne man jo godt have haft med i notatet.

I det hele taget er notatet i sig selv et glimrende argument for, at man burde tage denne diskussion meget mere seriøst og lave en tilbundsgående undersøgelse af folkekirkens økonomi og finansiering. Og bede folketinget tage stilling til en samlet livssynpolitik, som man f.eks. har gjort i Norge.