Socialminister Karen Ellemann om de religiøse daginstitutioner: ”Kommunerne skal tage hensyn til forældrenes ønsker”

Pressemeddelelse 20. august 2009

Humanistisk Samfund har tidligere gjort opmærksom på, at det langt fra er klart, at forældre, i forbindelse med kommunernes pladsanvisning, kan sige nej tak til en plads i religiøse daginstitutioner uden at risikere at blive skubbet bag i køen. Vi har tidligere gjort opmærksom på dette uheldige forhold i pressen (Politiken 15.5.2009).

Der har manglet en klar procedure for, hvad forældre kan regne med og forældrene har således været prisgivet, hvordan embedsværket bedømmer hvad der er forældrenes rettigheder og krav. Det er Humanistisk Samfund langt fra tilfreds med og har derfor skrevet til socialminister Karen Ellemann der i sit svar (19.8.2009) skriver om ”de overordnede rammer for retningslinjerne for optagelsen” i kommunens daginstitutioner at: ”Retningslinjerne skal således altid respektere de grundlæggende rettigheder og principper så som lighedsprincippet, diskriminationsforbud, trosfrihed m.v.”

Derudover understreger ministeren at: ”I forhold til reglerne om pasningsgaranti og optagelse i et dagtilbud under den kommunale forsyning har alle forældre ret til at tilkendegive, hvilke dagtilbud de ønsker, og dermed også hvilke dagtilbud de ikke ønsker. I den forbindelse kan forældrene f.eks. tilkendegive, at de ikke ønsker et dagtilbud med et religiøst grundlag. Kommunen skal så vidt muligt tage hensyn til forældrenes ønsker”.

Dette betyder, at kommunerne ifølge den ansvarlige minister er forpligtede på at respektere eventuelle ikke-troende forældres ret til, uden risiko, at fravælge en tildelt plads i en religiøs daginstitution.

Vi går ud fra, at de kommunale pladsanvisninger for fremtiden vil håndhæve den frihed og udarbejde klare procedurer i overensstemmelse hermed, samt informere borgerne om rettigheden til risikofrit at fravælge en religiøs daginstitution, hvis man har fået anvist plads i en sådan

For yderligere information

Dennis Nørmark, talsmand Humanistisk Samfund – tlf. 28434623 – Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.