Ingen rettigheder uden en gud?

Af Dennis Nørmark og Erik Bartram Jensen, ambassadører for Humanistisk Samfund

Om et par måneder kan Humanistisk Samfund tilbyde og udføre sin første humanistiske bryllupsceremoni for et dansk ægtepar. Men noget vil desværre mangle. Selve muligheden for, at vores ceremoni bliver en juridisk bindende vielse fra det øjeblik vores brudepar giver hinanden deres ”ja”.

Årsagen er, at vi i Humanistisk Samfund ikke tror på guder. Havde vi bare gjort det, havde vi kunnet søge om at blive anerkendt som trossamfund og af den vej få vielsesbemyndigelse. Det er dybt bizart, men desværre sørgeligt sandt. Sådan er loven.

De eneste, der må foretage vielser uden at tro på guder, er det respektive personale på byernes rådhuse. Så hvis du vil ønskes tillykke af Maribo eller Århus kommune så har du muligheden her. Men ønsker du en ramme omkring dit bryllup, der siger dig noget personligt og som samtidig fastholder værdier og livssyn som du tror inderligt på, og som sætter dit liv i en meningsfuld sammenhæng, så har du kun én mulighed: du skal have en religion.

I Danmark anerkender man altså ikke, at mennesker kan have andre livssyn – og føler at vigtige overgange i deres liv hænger sammen med det livssyn – hvis ikke livssynet også indeholder troen på overnaturlige væsner. I Humanistisk Samfund bliver vi således nødt til at opfinde guder til lejligheden.

Men det er vi ikke interesserede i, når vores værdier og ceremonier tager udgangspunkt i, at menneskets ukrænkelighed og værdighed er noget, der hævdes og realiseres i kraft af vores blotte eksistens, og ikke fordi en usynlig magt ”så at det var godt”.

I Humanistisk Samfund tror vi på, at mennesker ønsker at forstå deres eksistens, kærlighed, liv og død, igennem realistiske forestillinger, der er lige så uendeligt gribende som de religiøse forestillings-verdener. I hvert fald for sådan nogen som os.

Det vil vi gerne have lov til at markere ved, at vores ægtepars ”ja” bliver til et helt og holdent og bindende ”JA”. Sikret på kort og på langt sigt og stadfæstet lige der, hvor de stod, da de sagde det. Med deres pårørende som vidner og med celebranter til stede for at sikre både den meningsfulde helhed og bemyndige det juridiske.

Og det er faktisk ikke så vanskeligt at gøre til virkelighed. I Norge har vores søsterorganisation Human-Etisk Forbund vielsesbemyndigelse. Dette kan lade sig gøre fordi Human-Etisk Forbund er godkendt som livssynssamfund på linje med trossamfund. Ud fra den betragtning, at mennesker kan samles om livssyn, der ikke indeholder troen på guder.

Det tror danske lovgivere åbenbart ikke er muligt. Næh, du skal tro på det overnaturlige førend du kan få godkendelse, og opnå de forskellige fordele og rettigheder som religiøse samfund også har.

Selvfølgelig mener vi ikke, at alle og enhver må få vielsesbemyndigelse og godkendelse, men det er ganske enkelt ikke ret og rimeligt, at man på forhånd udelukker alle de organisationer, der ikke har en gud. Humanistisk Samfund ønsker at udfordre denne model, og vi glæder os til at finde ud af om der i dette land findes politikere, der også mener, at det strider mod den sekulære stats principper, at der gælder særlige regler for dem med guder og andre regler for os uden.