1 år med Humanistisk Samfund

Pressemeddelelse 24. august 2009

Den 29. august er det et år siden at Humanistisk Samfund blev stiftet i København. Siden da er det gået temmelig stærkt, medlemstilstrømningen har været meget høj og en hel del af vores mål er blevet indfriet. Samtidig er vores indflydelse og stemme i den offentlige debat blevet markant.


Målet, for et år siden, var at påbegynde et arbejde med at udvikle humanistiske ceremonier og celebranter og mindre end et år efter stiftelsen, kan vi nu fylde hylden ud med ceremonier på alle de 4 områder vi oprindeligt ønskede os: Bryllup, navngivning, humanistisk konfirmation og begravelse. Efter et år kan vi sige til vores medlemmer, og til alle andre interesserede, at alternativet til kirkens ceremonier nu er der. Foreløbig har vi udført 3 bryllupsceremonier og 2 begravelser.


Medlemmernes interesse har været stor og aktivitetsniveauet højt og Humanistisk Samfund har på sin årsdag således hele 3 lokalforeninger i København, Århus og Viborg og ser vi ud i verden, er Humanistisk Samfund nu også blevet medlemmer af det internationale europæiske forbund af humanister (European Humanist Federation).


Mange opgaver er løst, men mange nye opgaver venter også i fremtiden. Humanistisk Samfund vil stadig arbejde for at påvise de uheldige konsekvenser af en ukøn og uheldig alliance imellem den danske stat og en religiøs institution (den evangelisk-lutherske konfession). Blandt andet vil vi bruge kommunalvalget til at undersøge, hvilke kommunalpolitikere, der ligesom os ønsker mere reel sekularisering i Danmark og hvem der er velvillige overfor flere kommunale livssynsneutrale gravpladser og hvem, der aktivt vil arbejde for mindre religiøs indblanding, fra præsterne, i kommunens skoler. Følg med og læs de andre spørgsmål vi vil stille kommunalpolitikerne på vores helt nye hjemmeside, der også lanceres ifbm. etårsdagen.


I den kommende periode vil Humanistisk Samfund også arbejde for at få en formel vielsesbemyndigelse. Vi kræver fortsat reel ligestilling mellem livssynssamfund og religioner og vil ikke længere acceptere diskriminationen på dette område. Det er på tide, at Danmark i højere grad selv praktiserer den adskillelse af staters og religioners interesser, som vi ivrigt prædiker overfor resten af verden.


Etårsdagen vil blive fejret d. 31. August kl. 17.30-19.00 i Huset i Magstræde, Rådhusstræde 13 i København. Til det åbne arrangement, vil der blandt andet være festtale og overrækkelse af certifikater til foreningens nyeste celebranter og ceremoniledere.


For flere informationer:
Dennis Nørmark, ambassadør og talsmand - Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. / tlf. 28434623

Hent som pdf.