Giv kejseren hvad kejserens er
Kommentar 23. september 2009
Deter nok de færreste, der egentlig er klar over det, men i årtier har staten og den politiske forvaltning her til lands, brudt grundloven. Det drejer sig om grundlovens § 68, hvor der klart og tydeligt står: ”Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen”.Desværre er befolkningen i stor stil udsat for netop tvangsbidrag på grund af den økonomiske ordning folkekirken hviler på. Mange går rundt i den sikre forvisning om at præsternes lønninger, og dermed det direkte bidrag til religionsudøvelsen, tages fra kirkeskatten. Det er forkert. Præsternes lønninger og den administrative forvaltning af den luthersk-evangeliske konfessions religion betales af os alle sammen. Medlemmer som ikke-medlemmer. Grundlovsbruddet er åbenbart og skulle det blive prøvet ved en forfatningsdomstol (som herhjemme er Højesteret) kunne politikerne meget vel blive tvunget til at lave dette om.
Det er de godt klar over og et udvalg, nedsat af regeringen, har også netop udarbejdet en rapport, der foreslår, at statskirken modtager et bloktilskud fra staten, der skal betale for det mange af os gerne vil beskytte. Nemlig bevarelsen af kulturarven i form af bygningerne og gravpladserne. Det mener vi også i Humanistisk Samfund er en bred samfundsopgave. Det betaler vi gerne til. I stedet foreslår de at kirkeskatten alene skal gå til at betale de præster, der i dag er embedsmænd i staten. De vil så blive de eneste embedsmænd som nogle dele af befolkningen betaler særskilt til, men sådan er den folkekirkelige absurditet jo indrettet.
De fleste kan udmærket se, at det her bliver endnu en mærkværdig indretning. Endnu en desperat manøvre for at udskyde det tidspunkt, hvor en endelig adskillelse kan finde sted. Folkekirkens præster og øvrige ansatte er skeptiske. For alle ved, at jo mere man gør opmærksom på folkekirken og dens uhensigtsmæssige ordninger, jo flere vil få øjnene op for, hvor ekstremt utidssvarende ideen med en statskirke er. Den der lever skjult, lever som bekendt godt.
Så skønt udvalgets arbejde og resultat er et skridt i den rigtige retning, ville det naturligvis være bedre, hvis man i stedet for at lave en ny besværlig ordning, for at undgå flere grundlovsbrud, anerkender hvilken vej det går.
Se artikel i Kristeligt Dagblad fra den 23. sept.: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/339458
Dennis Nørmark
Ambassadør og Talsmand for Humanistisk Samfund