Fuld fart baglæns

Beslutningen om, at "formidling af den kristne kulturarv" nu også bliver en del af public service forpligtelsen for Danmarks Radio er en trist beslutning. Trist for en nation der gerne tordner for sekularisering alle andre steder i verden (hos alle dem med de 'mærkelige' og 'skadelige' religioner), men som selv vender det blinde øje til vores eget beskidte vasketøj. Et 'religionspolitisk uland', er vi blevet kaldt af eksperter i forholdet mellem religion og politik. Men vi er ligeglade. For den standard, der gælder for andre gælder som bekendt ikke for os. Vi kan jo styre det, og vores folkekirkekristendom er jo ikke en rigtig religion som folk for alvor tror på alligevel – så det skader vel ikke nogen?

Sådan har verdensmestrene i demokrati fra det oplyste nord tidligere ræssoneret. For eksempel i tiden efter 1864, hvor landet lukkede sig om sig selv og en udpræget selvoptaget kulturel dagsorden tog over. En selvoptaget dagsorden, der stadig lever og som den nye kristne kulturforpligtelse i public service aftalen også udtrykker: hvad udad tabes skal indad vindes.

I disse år åbenbart mere end nogensinde før. Der skal oprustes på de indre linjer med kulturel selvbevidsthed, fadervor i folkeskolen, og salmesang, hvis det stod til forrige undervisningsminister Haarder. Det er sammenhængskraft og respekt for kulturarven, der skal redde os i den globale konkurrence mod alle kineserne: "Det er vigtige ting at holde fast i, i en globaliseret verden" siger kulturministeren i forsvaret for det nye krav. Vi skal altså stadig se indad for at kunne klare os udadtil.

Det er sørgeligt at vi på den måde tilsyneladende er i gang med at begå den samme fejl igen. For hvordan kan svaret på globaliseringen nogensinde blive en ny nationalkristen selvoptagethed, fremfor global universel humanisme? For vi er ikke længere er alene, ikke længere ens og vi bliver det aldrig igen, uanset hvad nationalromatikerne måtte ønske sig.

Den danske stat bugner allerede i dag og også i den nærmeste fremtid med mennesker, der ikke er kristne og derfor ser med undren på en stat, der stadig opdeler borgerne i 'rigtige' danskere – dem der er kristne, medlemmer af den statsstøttede kirke og som finder sig i at statens uddannelsesinstitutioner venligt giver plads til én trosretnings påvirkning af unge mennesker, - og så alle os andre: De besværlige der påberåber sig retten til at staten blander sig uden om deres åndsliv. Danskere der ønsker sig en stat, der ikke automatisk antager, at alle er kristne indtil andet er bevist – eller indtil borgeren udtrykkeligt har gjort myndighederne opmærksom på det og fået 'særbehandling'.

Men sådan reagerer politikere, når de sover national tornerosesøvn. Gadekærs-danskere der definerer de kulturelle afvigere ved at fortælle statens kulturpåvirkende institutioner, hvad de skal påvirke folk med. Således bliver en større og større del af statens borgere defineret som andenrangsborgere i en tid, hvor der er brug for er at finde fællesskab på trods af forskelle og ikke skabe mere grænsedragning.

På den måde går vi i den forkerte retning. Igen. Danskerne, der i undervisningsministeriets seneste kompetencemåling fra 2005, scorede bundkarakter i kategorien interkulturel kompetence, skal nu have mere af dem selv og mindre af de andre. Giver det mening?

Man skal kende sine rødder for at kunne klare sig globalt, lyder det fra kulturministeren. Men danskerne kender udmærket deres rødder og dem skal de da også kende. Det nye kristne krav til public service aftalen handler bare ikke om oplysning, som i forvejen findes i rigt mål, men derimod om en gammeldags kulturel oprustning gennem missionerende indslag i de nationale medier. Det skaber skel mellem folk i en tid, hvor forskellighed er et uundgåeligt vilkår og tillige en fremtidig ressource.

Hvis vi fortsat ønsker at Danmark skal være en troværdig nationalstat for alle danskere, må man holde fast i, at det ikke er statens forpligtelse at blåstemple eller formidle en særlig religion. Derved 'benægter' man ikke den kristne kulturbaggrund, men man anerkender at verden - også danskerne - har ændret sig siden staten af praktiske årsager blev gift med den luthersk-evangeliske kirke.

Mimi Larsson

Talskvinde for Humanistisk Samfund