Fastansættelse, fuld tid.
Vil du være med til at arbejde for ligestilling af livssyn i Danmark? Vil du være med til at sikre, at hundredvis af unge kan deltage i en humanistisk konfirmation og blive klogere på sig selv og deres liv? Trives du i et fleksibelt job med meget ansvar? Så søger Humanistisk Samfund en sekretariatsmedarbejder.
Du vil få ansvar for:
- Rekruttering og støtte af foreningens mange frivillige. Især i forbindelse med vores konfirmationstilbud.
- Administrative og organisatoriske opgaver såsom: lokalebookning, kalenderføring samt opfølgning og dokumentation af forskellige initiativer.
- Facilitering og videreudvikling af vores interne uddannelse af frivillige.
Vi er en lille, men aktiv organisation, så du forventes at deltage i foreningens øvrige aktiviteter efter behov. Hvis du har erfaring med et eller flere af følgende områder, vil vi derfor også gerne høre om det:
- Bogføring
- Kommunikation og medlemsrekruttering
- Projekt- og organisationsudvikling
- Planlægning og afvikling af arrangementer
- Fundraising – både hos fonde og privatpersoner
Du skal samarbejde med frivillige, så der vil i perioder forekomme en del weekend og aftenarbejde.
Tjenestestedet er i København, hvor vi har et lille sekretariat. Du vil referere til foreningens landssekretær.
Vi forventer, at du er initiativrig og kan arbejde selvstændigt samt er IT-kyndig nok til selv at tillære dig it-systemer. Vi forventer ikke mange års erhvervserfaring, men erfaring fra foreningsarbejde er en fordel. Du kan være både kontoruddannet eller nyuddannet akademiker.
Vi tilbyder:
- En unik mulighed for at være med i udviklingen af en succesfuld forening.
- En selvstændig hverdag, hvor du selv er med til at sætte rammerne.
- Et fællesskab af frivillige, som alle trækker den samme vej.
Humanistisk Samfund er en forening, der på et humanistisk sekulært værdigrundlag arbejder for, at mennesker frit skal kunne vælge livssyn og at alle livssyn skal have lige vilkår, både i stat og samfund. Som en del af dette tilbyder vi humanistiske ceremonier ved livets overgange: navngivning, konfirmation, bryllup og begravelser. HS er en politisk ledet organisation med høj frivilligaktivitet og er en del af et nordisk og europæisk netværk af humanistiske organisationer. Du kan læse mere om foreningen på www.humanistisksamfund.dk.
Vi er en forening i rivende udvikling og særligt vores konfirmationsceremonier er blevet stadigt mere populære gennem de senere år. I 2020 tilbyder vi humanistiske konfirmationer i Aarhus, København, Ringsted, Odense, Aalborg, Hjørring og i Roskilde.
Ansættelsesvilkår: Ansættelsen er i udgangspunktet 37 t/uge, men timetallet kan evt. tilpasses efter aftale. Løn efter aftale.
Ansættelsestidspunkt: D. 14. august eller snarest herefter. Det vil være en fordel, hvis du kan deltage i et arrangement i weekenden d. 14.-16. august
Ansøgning: Send din ansøgning via ‘Søg jobbet online’ på jobindex: https://www.jobindex.dk/jobannonce/359590/sekretariatsmedarbejder
Send din ansøgning senest 25/6-20, men gerne før, da vi løbende indkalder kandidater til samtale. Samtaler afholdes i perioden 9.-14. juli.
Spørgsmål til stillingen kan stilles til landssekretær Troels Barkholt-Spangsbo, tlf. 42 43 20 10.