I Humanistisk Samfund arbejder vi hårdt for, at alle vores konfirmander og frivillige undervisere skal få en god oplevelse på vores konfirmationsforløb. Det har langt de fleste heldigvis. Men vi har desværre oplevet at nogle deltagere får en dårlig oplevelse, fordi de har svært ved rammerne for forløbet og forventningerne til konfirmanderne. Derfor vil vi gerne tydeliggøre begge dele, som du kan læse mere om nedenfor. 

Vores undervisere og kursusansvarlige er frivillige og kan ikke løfte specialpædagogiske opgaver. Oplever de undervejs i et forløb, konfirmander med særlige behov som de ikke kan imødekomme, kan de, af hensyn til konfirmandens ve og vel, være nødsaget til at bede konfirmandens forældre hente vedkommende. 

Er I usikre på, hvorvidt jeres konfirmand kan rumme de krav som et ordinært konfirmationsforløb stiller til social deltagelse og samvær, vil vi bede jer overveje at tilmelde jer vores SAFE-hold. Vores SAFE-hold har et øget fokus på struktur, anerkendelse, ro og forudsigelighed og undervisningen indebærer ikke krav om gruppearbejde. Vi har SAFE-forløb i Aarhus og København og I kan læse mere om dem her

Hvis I er i tvivl om de ordinære forløb passer til jer, kan I altid kontakte sekretariatet via mail kontakt@hs.dk eller tlf. 42432010 for en afklaring.  

Rammerne for forløbet og forventningerne til deltagerne er: 

  • Vi samler mellem 20 og 40 unge, som ikke kender hinanden. For at konfirmanderne skal blive trygge ved hinanden, bruger vi meget tid på sociale aktiviteter. Det fylder også i vores workshopbaserede undervisning, der lægger op til dialog mellem konfirmanderne. 
  • På hold med overnatning foregår overnatningen i sovesale med flere andre konfirmander. Det er desværre ikke muligt, at en enkelt konfirmand får et værelse for sig selv. 
  • Vi forventer, at man som deltager behandler de andre unge og de frivillige voksne ordentligt og respektfuldt, taler pænt og overholder de regler og retningslinjer, der opstilles for weekenden eller aftenerne. 
  •  Vi forventer, at man deltager aktivt og konstruktivt i undervisningen. 
  • Konfirmander og frivillige voksne løser i fællesskab praktiske opgaver under forløbet, som borddækning, oprydning og rengøring. 
  • Som konfirmand skal man bidrage til, at der er en god og positiv atmosfære, hvor alle konfirmander og voksne føler sig velkomne – både i undervisningssessionerne og i pauserne. Kender du andre konfirmander på forløbet beder vi dig være særligt opmærksom på dette. 
  • Mobning, chikane, ondskabsfuldheder, alkohol, rusmidler og våben tolereres ikke.  

Overtrædelse af ovenstående betingelser kan medføre hjemsendelse fra forløbet. 

Hvis noget af ovenstående gør jer i tvivl om forløbene er passende, kan I altid kontakte Humanistisk Samfund på kontakt@hs.dk eller 42432010 med henblik på en afklaring.