Foto: Nikoline Gilså
Humanistisk Samfunds åbning af Folketinget 2025, tirsdag d. 7/10
Lyset falder skråt ind gennem loftvinduerne på Johan Borups Højskole denne efterårsmorgen. Stolerækkerne er tæt besat og ekstra rækker er sat ind. Rundt omkring udspiller sig stille samtaler, et fælles åndedrag før noget begynder.
I dag åbner Folketinget, og Humanistisk Samfund markerer det på sin egen måde. Den alternative ceremoni, et sekulært modstykke til gudstjenesten i Christiansborg Slotskirke, samler medlemmer, folketingspolitikere og kunstnere til en refleksion over demokrati, rigsfællesskab og sammenhængskraft. I år er blikket vendt mod Grønland og Færøerne – og mod det fællesskab, der binder os sammen på tværs af historie og sprog.
Forperson Kirstine Kærn byder velkommen med en rolig myndighed. Hun taler om rettigheder, om valg og om friheden som et ansvar, ikke en selvfølge. “Rettigheder gives ikke, men skabes gennem vores valg,” siger hun, og lader ordene stå et øjeblik, før hun går videre.
Mens hun taler, opstår en tanke hos mig som tilhører: Måske er det netop det, denne ceremoni handler om – at friheden og fællesskabet ikke bare skal fejres, men praktiseres.
Poesiens sprog
Derefter træder Kuluk Helms frem på scenen. Helms er inuk-dansk digter og ph.d.-studerende, og hun læser fra sin digtsamling Min sjæl har vokseværk.
Digtene bevæger sig mellem sprog og tilhørsforhold – mellem at passe ind og stikke ud. De handler om at blive menneske i spændingsfeltet mellem kulturer, og om den sårbare bevægelse, som frihed også kan være.
Sætninger fra digtene falder ikke som påstande, men som erfaringer, der er levet på egen krop.
Efter poesien træder Bryan Rice frem og synger Peter A.G. Nielsens “Danmark”. Der er intet afdæmpet over hans fremføring – tværtimod. Det er stort, åbent og næsten sårbart.
Sangen, der ofte forbindes med national stolthed, får her et ekstra lag. Den bliver et udtryk for håbet om at høre sammen, for kærligheden til hinanden – et forsøg på at sætte ord og lyd på det fællesskab, ceremonien kredser om.
Fra riget til fællesskabet
Efter sangen tager Nauja Bianco, selvstændig konsulent og rådgiver, ordet. Hun står roligt, med et nærvær, der rammer salen.
Hun taler om rigsfællesskabet – om hvordan “opbrud og eksterne kræfter har hjulpet os med at genkende de interne problematikker”, og om nødvendigheden i at “adskille riget fra fællesskabet i rigsfællesskabet”. At riget er et juridisk og politisk system, et historisk bånd, som også rummer magt og ulighed. Fællesskabet derimod er levende – det opstår mellem mennesker, i mødet, i samarbejdet, i samtalen.
Hun minder os om, at forsoning ikke kan vedtages; den skal praktiseres. Og at praktisere det, tilføjer hun, er også at lære og vise interesse for hinanden – helt konkret. Hun foreslår, at vi begynder med sproget: at vi lærer ét grønlandsk og ét færøsk ord om dagen.
Hun lærer os dagens første ord: “ataatsimoorneq”, fællesskab på grønlandsk. Ordet bliver en invitation til at begynde dér.
Frihedens lysdøgn
Da ceremonien nærmer sig sin afslutning, vender Kirstine Kærn tilbage. Stemmen er den samme, men langsommere nu, som om hun selv mærker vægten af det sagte. Hun læser fra Frihedens lysdøgn: “Frihed er alt selve livet, med brændpunkt i tryghed og fred – og husk, tag den aldrig for givet”.
Sætningen bliver hængende i rummet. Det er som om alt, hvad der er blevet sagt og sunget, samler sig i den linje: friheden som noget levende, skrøbeligt og fælles.
Udenfor ligger efterårssolen over kanalen. Folk taler lavmælt sammen, nogle bliver stående lidt, før de går. Man fornemmer, at noget bliver hos dem – måske følelsen af, at fællesskab ikke er en given form, men et valg, vi aktivt må træffe igen og igen.
Foto: Nikoline Gilså
– Reportage af Mikkel List Nedergaard
