Humanistisk konfirmation er markeringen af overgangsfasen fra barndom til ungdom med afsæt i humanistiske værdier. Humanistisk konfirmation er hverken et religiøst eller religionskritisk tilbud. I stedet har vi emner som livssyn, etik, menneskerettigheder, identitet og kritisk tænkning i centrum på kurserne. Kurserne kulminerer med en højtidelig ceremoni.
Målsætningen for kurset er at styrke de unges evne til selvstændig tænkning og etisk handling ved at fremme:
- indsigt i egne oplevelser, handlinger og adfærd
- evne til refleksion og til at stille kritiske spørgsmål
- bevidsthed om livssyn
- evne til omtanke, respekt, tolerance og til at tage ansvar
Humanistisk konfirmation – tilmelding 2027
Tilmeldingen til humanistisk konfirmation 2027 åbner den 5. maj kl. 10.00.
For at tilmelde dig humanistisk konfirmation 2027, skal du:
- Være medlem af Humanistisk Samfund.
Er du ikke medlem, kan du melde dig ind i foreningen her: bliv medlem af Humanistisk Samfund.
Kun én person i konfirmandens husstand behøver være medlem af foreningen – eksempelvis enten konfirmanden eller en forælder.
Når du skal tilmelde dig konfirmationsforløbet, skal du bruge den mailadresse, som du har oprettet dit medlemskab med. Kan du ikke huske mailadressen, kan du kontakte os på kontakt@hs.dk og få oplyst, hvilken mailadresse der er tilknyttet medlemskabet.
- Læs regler og forventninger til kommende konfirmander
Det er vigtigt, at både forældre og konfirmand kender rammerne for deltagelse på forløbene. På den måde kan vi sikre, at I får en god oplevelse på vores forløb. Det har langt de fleste heldigvis.
Vi har dog desværre oplevet, at enkelte deltagere får en dårlig oplevelse, fordi de har svært ved at indgå i rammerne for forløbet og rumme vores forventninger til konfirmanderne. Derfor vil vi gerne bede jer om allerede fra start at tage stilling til, om forløbet passer til jer – det kan I gøre med afsæt i vores regler og forventninger til kommende konfirmander.
Er I usikre på, om de ordinære forløb kan rumme jeres konfirmand, kan I læse om vores SAFE-hold her. På SAFE-holdene er der ekstra fokus på struktur, anerkendelse og ro. Holdene henvender sig særligt til unge, som har brug for kortere læringsintervaller, mulighed for selvstændig fordybelse og færre deltagere. På SAFE-holdene er der maksimalt 8 deltagere.
Er I usikre på, hvilken holdtype der passer bedst til jeres konfirmand, eller har I spørgsmål til forløbene, er I velkomne til at kontakte os på kontakt@hs.dk eller ringe på 42 43 20 10 i vores telefontider, som fremgår nederst på siden.
Informationsmøde om konfirmation 2027
Vi afholder virtuelt informationsmøde den 9. april kl. 19.00-21.00, hvor vi gennemgår al relevant information om konfirmationsforløbet. Her vil der også være mulighed for at stille spørgsmål. Det kræver ikke et medlemskab at deltage i mødet.
Tilmeld dig her.
Vi bestræber os på at have offentliggjort, hvor og hvilke hold vi opretter til humanistisk konfirmation i 2027, inden infomødet den 9. april.
Humanistisk konfirmation til reduceret pris 2027
I Humanistisk Samfund arbejder vi for, at alle, der ønsker det, skal kunne blive humanistisk konfirmeret. Derfor udlodder vi et begrænset antal konfirmationsforløb til reduceret pris.
Pladserne er forbeholdt familier med en årlig husstandsindkomst på maksimalt 646.499 kroner før skat.
Tilmelding
Tilmeldingen til pladser til reduceret pris åbner samme dag som tilmeldingen til konfirmationsforløbet i 2027 – den 5. maj kl. 10.00.
Ønsker du at deltage i lodtrækningen, skal du udfylde et ansøgningsskema, når tilmeldingen åbner. Du kan vælge, hvilket område du ønsker at deltage i (og i København også holdtype), men du kan ikke vælge et specifikt hold.
I 2027 tilbyder vi pladser til reduceret pris i København, Roskilde og Aarhus.
Praktisk om lodtrækningen
Vi trækker lod om pladserne den 2. juni 2027, og hurtigst muligt herefter får alle ansøgere svar på, om de er blevet udtrukket eller ej.
Bliver du tilbudt en plads til reduceret pris på et hold, men er du allerede tilmeldt et andet hold, skal du flytte hold for at få rabatten. Accepterer du holdskiftet, refunderer vi rabatten.
Besked om lodtrækningens udfald
Uanset om du får en plads til reduceret pris eller ej, modtager du en mail fra os efter lodtrækningen den 2. juni 2027.
Er du blevet udtrukket, vil du samtidig modtage en svarfrist for, hvornår vi skal have besked om, hvorvidt du ønsker at tage imod pladsen. Hører vi ikke fra dig inden fristen, gives pladsen videre til en anden.
For at blive tilmeldt vores humanistiske konfirmationsforløb skal enten konfirmanden eller en forælder være medlem af foreningen. Er du ikke medlem, kan du melde dig ind i foreningen her: bliv medlem af Humanistisk Samfund.
Er du ikke medlem, når du tilbydes en plads via lodtrækningen, er pladsen betinget af, at der samtidig tegnes medlemskab for enten konfirmanden eller en forælder.

