DEBATINDLÆG
Der dukker i nogle kirkelige kredse, blandt visse politikere og rundt omkring i medielandskabet fra tid til anden en fortælling op om ”den stille vækkelse”. Fortællingen om, at selvom der gennem de sidste 50 år er blevet færre og færre i Danmark, der er religiøse, så er den udvikling stagneret, eller måske endda ved at vende. I hvert fald i bestemte befolkningsgrupper.
Det seneste skud på stammen er Bibelselskabets rapport ”Gud og danskerne”, der konkluderer at unge under 30 – og særligt mænd – oftere går i kirke, læser i biblen og har åndelige oplevelser, der har haft betydning for deres tro eller livsforståelse end de andre undersøgte grupper[1]. Selvsamme konklusion er også blevet fremført af Bible Society i England, der dog måtte trække en rapport tilbage tidligere i år, fordi den viste sig at hvile på et forkert datagrundlag[2].
Hvis man nærlæser Bibelselskabets nye rapport, ser undersøgelsens grundlag da også ud til at være skævvredet.
Overrepræsentation af frikirkemedlemmer
Undersøgelsen er baseret på et panel, som deltagerne selv har meldt sig til og en konkret undersøgelse, som medlemmerne af panelet selv har valgt at besvare. Det har i sig selv har en række potentielle svagheder ift. om dem, der besvarer spørgsmålene måske selv har en større end gennemsnitlig interesse for emnet?
Cirka 3,5% af de samlede respondenter angiver, at de primært identificerer sig med en frikirke. Det ville svare til cirka 220.000 personer på landsplan, hvilket er omtrent 4 gange så mange som et overslag fra frikirkernes paraplyorganisation, FrikirkeNet, der viser at der på landsplan er cirka 50.000 medlemmer i frikirker.
Blandt gruppen af unge er det i Bibelselskabets undersøgelse cirka 16% af mændene fra 16-30 og 6,4% af kvinderne fra 16-30 der primært identificerer sig med en frikirke. Dvs. at blandt de unge mænd er der hen ved en 20-dobbelt overrepræsentation af medlemmer af en frikirke ifht. landsgennemsnittet.
Undersøgelsen forholder sig selv til udfordringen at deres respondenter i langt højere grad primært identificerer sig med frikirker end befolkningen i Danmark generelt og forsøger at korrigere for denne overrepræsentation ved at fjerne nogle grupper af respondenter, der har svaret at de identificerer sig med bestemte frikirker.
Men datagrundlaget for undersøgelsen ender stadig med at 1,9% af ungegruppen (fordelt på 2,9% unge mænd og 0,9% unge kvinder) primært identificerer sig med en frikirke. Dvs. at blandt de unge mænd er personer, der identificerer sig med en frikirke mindst 3 gange overrepræsenterede ift. landsgennemsnittet.
Der er naturligvis en usikkerhed i tallene. Det har f.eks. ikke været muligt at finde oversigter over aldersspredningen for medlemmer af frikirker for at sammenligne mere præcist med antallet af unge medlemmer.
Rapporten sammenligner svar om, at man identificerer sig med en bestemt religion, med om man er medlem af en bestemt religiøs organisation. Den tolkning bør man være skeptisk overfor, og rapporten redegør ikke tydeligt for respondenternes svar på dette spørgsmål (udover en redegørelse på overordnet trosretningsniveau), så dens analyse fremstår uigennemsigtig.
Men alligevel bør det efterlade en læser med meget stor skepsis overfor undersøgelsens konklusioner.
Jeg er f.eks. nysgerrig efter at se, hvornår medlemmerne af panelet har meldt sig. Det ville kunne sige noget om, hvorvidt de frikirkelige ungdomsorganisationer, der har været involveret i undersøgelsen, har opfordret deres medlemmer til at melde sig til panelet. Hvilket vil være en forklaring på, hvorfor der er så stor overrepræsentation af netop denne type besvarelser.
Selv en af forfatterne bag analysen, Jacob Holst Mouritzen, foreslår i Kristeligt Dagblad at nogle af tallene kan være overdrevne, fordi der er tale om selvrapportering[3], hvor respondenterne måske overdriver f.eks. omfanget af at have været i kirke i løbet af den sidste måned. Så måske er det fornuftigt at tage de vidtløftige konklusioner med mere end ét gram salt.
Troels Barkholt-Spangsbo
Generalsekretær i Humanistisk Samfund
[1] https://www.bibelselskabet.dk/sites/default/files/files/gud_og_danskerne_trosanalysen_2026_0.pdf
[2] https://humanists.uk/2026/03/26/bible-society-retracts-false-quiet-revival-claims/
[3] https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-og-tro/ekspert-er-skeptisk-over-undersoegelse-der-viser-eksplosion-i-maends-forhold-til





