Det er vigtigt at højtideligholde de store overgange i livet, fødsel, pubertet, bryllup og død – også for dem, der ikke tror på en gud. Derfor tilbyder Humanistisk Samfund ceremonier ved navngivning, bryllup og begravelse samt humanistiske konfirmationsforløb.
Ceremonierne giver mulighed for at være sammen i fællesskab om livets mest betydningsfulde forandringer. Humanistisk Samfund lægger vægt på, at vores ceremonier skal være smukke og højtidelige.
Ceremonierne er baseret på et humanistisk livssyn. Det betyder, at vi sætter mennesket i centrum og ikke refererer til en gud eller almægtig kraft. Det er op til mennesket at give livet værdi, ved at udfolde sig og ved at indgå i positive fællesskaber. Vores ceremonier sætter derfor de personer i centrum, som en given højtidelighed afholdes for.





