Humanistisk konfirmation vokser og vokser! Over de sidste par år har tallet gået fra 11 unge der blev humanistisk konfirmerede i 2010, til 470 i 2020.

Vi vil gerne om muligt vokse mere, men for at dette kan lade sig gøre har vi brug for frivillige kræfter af forskellig slags, og i forskellige dele af landet. Det være sig i særlig grad undervisere, men hvis man har lyst til at sidde i baggrunden og hjælpe med planlægningen, så er det også meget værdsat. Hvis man er særlig interesseret i at tilrettelægge ceremonien, så er dette også et vigtigt område vi gerne vil have dækket af netop dem, der synes det er sjovt og spændende.

Hvad består det frivillige arbejde af som underviser?

Som underviser bliver man del af et fantastisk underviser-team, og får mulighed for at undervise 40 engagerede og inspirerende unge over to intense weekender eller et hverdagsaftensforløb, og med en afsluttende ceremoni, der runder sæsonen af. Som underviser skal man sætte tid af til et kort underviserkursus, til enkelte planlægnings- og evalueringsmøder, foruden planlægning af egen undervisning, og naturligvis til de to weekender og ceremonien.

Vi underviser i humanisme, livssyn, identitet, etik, kritisk tænkning, menneskerettigheder og seksualitet (kræver særlige fagkompetencer). Det er ikke et krav, at du har undervisningserfaring. Du skal blot have lysten til at undervise. Som udgangspunkt underviser man i to emner, ét på hver weekend. Vi underviser altid i teams af to, både så vi har en god faglig sparring i duoerne, og så de frivillige får en hyggelig og rar oplevelse.

Vi tilbyder et lille honorar, men kræver at du deltager i et to-delt underviserkursus.

Skriv til Camilla på ch@hs.dk eller ring på 8111 2010, hvis du er interesseret i at blive frivillig