En humanistisk begravelse er en ceremoni, hvor den afdøde sættes i centrum, og hvor det levede liv hyldes. Alle, der ønsker det, kan få en humanistisk begravelse.

En humanistisk begravelse er en begravelse uden religiøse indslag såsom salmer og bønner, og den gennemføres af en uddannet ceremonileder fra Humanistisk Samfund. En humanistisk begravelse er en værdig, smuk og højtidelig begravelse, som hviler på et humanistisk værdigrundlag: Hvert enkelt menneskes liv anses for at have sin helt særlige værdi, som er skabt af personens måde at bruge sit liv på – i samspil med andre.

Ceremonien skal afspejle den afdødes liv, tanker og holdninger. Det kan gøres på mange måder, både via talte ord, musikalske indslag, digte og sange, som den afdøde holdt af. De nærmeste efterladte og ceremonilederen samarbejder om at planlægge ceremonien, der både kan indeholde begravelsestale, som ceremonilederen holder og mindeord eller andre indslag fra de pårørende.

Ønsker du en humanistisk begravelse?

Hvis du vil bestille en ceremoni, en vejledende samtale eller rådføre dig om en humanistisk begravelse, kan du kontakte vores koordinator. Koordinatoren vil så finde en ceremonileder i dit område, der kan påtage sig opgaven. Hvis du ikke kommer igennem, så læg en besked, og du bliver kontaktet inden for kort tid.

Henvend dig direkte på 44404949 mellem kl. 8 og 16 eller benyt vores kontaktformular. Du vil blive kontaktet snarest muligt og senest inden for 14 timer.

Bestil begravelse

 

Pris

En humanistisk begravelse koster:

  • 4.500 kr. for medlemmer af Humanistisk Samfund
  • 5.500 kr. for alle andre

Beløbet dækker jeres samtale med ceremonilederen, en personlig tale om afdøde og ceremonilederens deltagelse ved selve ceremonien.
I ekstraordinære tilfælde vil udgifter til eventuelle transportudgifter eller overnatning i forbindelse med ceremonien blive lagt oveni prisen, men naturligvis kun ved forudgående aftale med jer.

Vi afholder også vejledende samtaler, hvis du vil planlægge din egen begravelse.
En vejledende samtale er gratis for medlemmer og koster 850 kr. for ikke-medlemmer. I tilfælde af ekstraordinær transport vil udgifterne til dette blive lagt oveni prisen, og dette aftales altid på forhånd. 

Ceremonilederens rolle

Ceremonilederne i Humanistisk Samfund har gennem deres uddannelse lært, hvordan man kan tilrettelægge en ceremoni som et smukt, værdigt og afrundet forløb. Samtidig kan ceremonilederen bistå med forslag til hvilke musikstykker, sange og digte, der kan være velegnede. Se her hvordan en humanistisk begravelse kan foregå.

Begravelsestalen er et centralt element i ceremonien. Ceremonilederen skriver en tale ud fra en samtale med de nærmeste efterladte. Talen sendes til godkendelse hos de efterladtes kontaktperson inden begravelsen. Klik her for at se ceremonilederne.

Se videoen herunder om Peter Nielsens afsked med sin kone “En værdig afsked”.

Samarbejde med bedemænd

Humanistisk Samfund udfører ikke selv bedemandsarbejde, men ceremonilederen arbejder sammen med den bedemand, som de pårørende har valgt. Vi har også begravelser og bisættelser, hvor familien står for det meste af det traditionelle bedemandsarbejde. Som forening anbefaler vi ingen konkrete bedemænd. Men ceremonilederen må godt anbefale en bedemand ved samtalen med familien, hvis hun eller han har gode erfaringer med et bedemandsfirma eller en person i det aktuelle område.

Du kan læse mere om de praktiske forhold og planlægningen af begravelsen her.