2025 har været et år med både vigtige samtaler, nye initiativer og stærke fællesskaber i Humanistisk Samfund. På tværs af ceremonier, politisk dialog og frivilligt engagement har vi arbejdet for at styrke humanismen som livssyn og bidrage konstruktivt til et livssynsåbent samfund.
Humanisme i samfundet
Tanke- og religionsfrihed var et centralt tema i årets arbejde. I marts afholdt vi sammen med Danske Kirkers Råd og CKU temaarrangementet Frihed for din næste på Christiansborg, hvor politikere og civilsamfund mødtes til samtale om frihed, ansvar og vilkårene for tros- og livssynsfrihed i Danmark og globalt. Senere på året var Humanistisk Samfund også medarrangør af en høring i Folketinget om åndeligt beredskab, med fokus på hvordan tros- og livssynssamfund kan spille en konstruktiv rolle i mødet med tidens store samfundsudfordringer. Som en del af dette værdimæssige arbejde markerede vi igen Folketingets åbning med en ceremoni for demokratiet, hvor medlemmer, folketingspolitikere og kunstnere samledes til refleksion over demokrati, rigsfællesskab og sammenhængskraft.
Ceremonier, der samler mennesker
Ceremonierne udgør fortsat en stor del af Humanistisk Samfunds virke. I 2025 blev omkring 600 unge fejret ved humanistiske konfirmationer rundt om i landet, og vi udvidede tilbuddet med SAFE-hold i København og Aarhus for konfirmander med behov for øget struktur, forudsigelighed og empati. Derudover blev der afholdt 9 humanistiske bryllupper, 8 navngivningsceremonier og 55 humanistiske begravelsesceremonier.
Særligt på begravelsesområdet nåede vi i år en vigtig milepæl. På blot 16 år har Humanistisk Samfund nu forestået over 400 humanistiske begravelsesceremonier, og i dag gennemføres der i gennemsnit én om ugen – båret af et stærkt og engageret frivilligt fællesskab.
Nye initiativer og fællesskaber
I september lancerede vi gennem gode kræfter i EHSN – The European Humanist Services Network – den europæiske bryllupsportal Humanist Weddings, som gør det lettere for humanister at få en bryllupsceremoni, der stemmer overens med deres værdier og livssyn i flere lande i Europa. Portalen dækker i dag 17 lande og markerer et vigtigt skridt i arbejdet for at udbrede humanistiske ceremonier internationalt.
Samtidig har vi haft fokus på at styrke fællesskaber for foreningens yngre medlemmer. Sammen med engagerede frivillige deltog vi i Ungdommens Folkemøde, og vi tog en gruppe tidligere konfirmander med i Blaagaard Teater – efterfulgt af pizza og fælles snak om oplevelsen. Ambitionen er at skabe rum for relationer og fællesskaber, hvor unge kan spejle sig i hinanden og udforske deres livssyn også efter konfirmationen.
En fælles retning – og tak for indsatsen
På landsmødet i september vedtog medlemmerne en ny strategi for Humanistisk Samfund. Strategien samler foreningens arbejde under tre hovedoverskrifter: Humanisme som livssyn, Livssynsåbent samfund og Sund forening og sætter en klar retning for de kommende år.
Alt dette arbejde ville ikke være muligt uden de mange frivillige, der året igennem har lagt tid, engagement og omsorg i foreningen – ceremoniledere, konfirmationsaktive, bestyrelsesmedlemmer og mange andre. En stor og hjertelig tak til jer alle.
Med den nye strategi, de mange erfaringer fra året og et stærkt fællesskab i ryggen ser vi frem mod næste år med stor glæde. Vi glæder os til at fortsætte arbejdet for humanismen, skabe meningsfulde ceremonier og styrke fællesskaberne i året, der kommer.



