At tage afsked med et menneske, man har holdt af, er en af livets mest sårbare og betydningsfulde handlinger. I Humanistisk Samfund arbejder ceremonilederne med at skabe rammer for, at de efterladte kan tage afsked på en måde, der afspejler den afdødes liv, værdier og relationer – uden religiøse dogmer, men med nærvær, varme og respekt for det menneskelige.
For de ceremoniledere, der står midt i dette arbejde, er det både krævende og dybt meningsfuldt. Det er et arbejde, der forbinder liv og død – og som handler om at værne om livets værdi.
Vi har i Humanistisk Samfund rundet 400 begravelsesceremonier, hvilket er en vigtig milepæl i foreningens historie! Men hvad motiverer ceremonilederne i arbejdet med humanistiske begravelser, og hvad betyder det, at kunne hjælpe pårørende med at tage afsked?
Det har Mariane Johansen, nuværende ceremonileder, sat ord på:
”Efter nogle år som ceremonileder, må jeg sige at de forventninger jeg havde, da jeg gik i gang med uddannelsen til fulde, er indfriet. Og mere til.
Som ny-pensioneret tænkte jeg, at jeg her – til gavn for andre – kunne bruge mine kompetencer og erfaringer med at planlægge og facilitere forskellige typer arrangementer og processer.
Undervejs har jeg oplevet hvor meningsfuldt og livsbekræftende det er at være ceremonileder på begravelsesområdet.
Meningsfuldt at møde de pårørende med de følelser og i den forvirring, dødsfaldet har forårsaget. Meningsfuldt at kunne hjælpe ved at lytte og rumme og sammen med bedemanden skabe ro på omstændighederne omkring ceremonien. Meningsfuldt at mærke den betydning en smuk og personlig ceremoni har for alle der deltager – at få sat en ramme for den sidste afsked.
Livsbekræftende at få livshistorierne om alle de unikke liv. Livsbekræftende at høre de pårørende fortælle og mindes deres ægtefælles, forældre, bedsteforældre, ven. Livsbekræftende at være med til at samle et livs værdi og værdier. Derfor er jeg ceremonileder i Humanistisk Samfund”
Hvor Mariane Johansen beskriver det meningsfulde i at møde mennesker midt i sorgen og skabe ro omkring afskeden, sætter Nina Faartoft, tidligere ceremonileder, ord på, hvordan arbejdet også rummer et håb om kulturel forandring – at vi som samfund kan lære at tale mere åbent om døden og tage afsked på en måde, der styrker fællesskabet mellem de levende.
Nina Faartoft fortæller:
”Da min mor døde for 19 år siden, fandtes der ikke humanistiske begravelser i Danmark. Derfor endte vi hos den lokale præst, som heldigvis fangede, at det guddommelige ikke var helt kompatibelt med min mor.
Det var udmærket, men heller ikke mere end dét. Hverken min mor eller jeg troede jo på, at vi ville ses igen hos en himmelsk fader. Livet er nu, livet er her; det var min mors credo.
Når noget i mine øjne bør være anderledes, vil jeg gerne være med til at ændre forholdene, og derfor sagde jeg omgående ja, da jeg blev spurgt, om jeg ville være ceremonileder.
Omgivelserne reagerede med forundring på, at jeg i en relativt ung alder brugte min fritid på at begrave folk, og mit svar er hver gang: Det er så livsbekræftende! Igen og igen lærer de døde mig gennem fortællingerne om dem, hvad livet også kan være. Jeg får lov at mærke livets bredde og dybde gennem dem, jeg begraver.
Mit håb er, at humanistiske begravelser kan være med til at give ro hos de efterladte i den konkrete situation, hvor de har mistet en elsket. Samtidig håber jeg også, at vi kan være med til at ændre kulturen omkring døden i Danmark, så livets grundpræmis – døden – ikke er så tabuiseret. Til dagligt arbejder jeg i Læger uden Grænser og har rundt omkring i verden set, hvordan de efterladte bliver båret af fællesskaber på en helt anden måde, end jeg har oplevet i Danmark.
Det har berørt mig dybt at opleve, at døden ikke opleves som et tabu, men som en anledning til at bestyrke relationen mellem de levende. Sådan oplever jeg også humanistiske begravelser og vores måde at tale om døden på.”
At skabe rum for livets afslutning
Marianes og Ninas refleksioner peger på det centrale i Humanistisk Samfunds arbejde med begravelsesceremonier: At skabe et menneskeligt, respektfuldt og livsbekræftende rum omkring livets afslutning.
For de pårørende betyder det at kunne tage afsked på en måde, der giver mening – og for ceremonilederne er det en måde at bidrage til, at vi som samfund bliver bedre til at rumme døden som en naturlig del af livet.
En humanistisk begravelse handler ikke kun om at sige farvel. Den handler også om at sige tak – for livet, relationerne og de spor, vi alle efterlader os.
