Civilregistrering – statens diskrete støtte til kirken

Staten har uddelegeret noget af sin udøvende magt til Folkekirken. Det gælder civilregistreringen, det der også nogle gange kaldes personregistreringen.

Den evangelisk-lutherske kirke har som opgave at registrere navngivningen for alle spædbørn i Danmark uanset deres religion. Også navneændringer skal senere i livet meldes liv-doedtil kirken.

Man skal konkret henvende sig til kirkekontoret i det sogn, hvor man bor. Det kan ske pr. brev eller personligt. Der er også en elektronisk løsning, personregistrering.dk, hvis man gerne vil undgå at skulle forbi kirkekontoret. Hvis man benytter den, gives der elektronisk besked til det lokale kirkekontor. Den kan kun bruges de første 10 dage efter barnets fødsel.

Sådan er det i hele landet. Undtagen det tidligere Sønderjyllands Amt. Efter Sønderjylland i 1864 kom under tysk herredømme, besluttede man efter preussisk forvaltningsskik, at civilregistreringen skulle foregå på kommunekontoret. Da Sønderjylland i 1920 kom tilbage til Danmark, besluttede staten ikke at ændre dette. Man regnede med, at resten af landet snart ville følge efter og flytte civilregistreringen til kommunerne. Men det skete ikke.

Det er også i den evangelisk-lutherske kirke, at dødsfald registreres. Sognepræsten fungerer samtidig som begravelsesmyndighed. Det betyder, at en evangelisk-luthersk præst skal behandle alle anmodninger om begravelse eller ligbrænding, jf. Begravelsesloven § 7, skrivelse nr. 12001/1977: ”Borgerlig begravelse må i intet tilfælde finde sted, forinden præsten har truffet sin afgørelse.” Det er derfor også præsten, der skal behandle sagen, hvis de pårørende ikke kan blive enige om, hvordan begravelsen skal finde sted.

I vores nabolande Norge og Sverige sker civilregistrering ved en ren civil myndighed (folkeregisteret og Rigsskatteværket). I eksempelvis Holland har civilregistreringen været uden for kirken siden 1811.

Til ulempe for mindretallet og til fordel for kirken

Der er eksempler på, at ikke-troende forældre har fået materiale fra Folkekirken stukket i hånden, der argumenterer for, at det er en god ide at få sit barn døbt.

Samtidig er placeringen af civilregistreringen et signal til personer udenfor kirken om, at deres livssyn er unormalt og mindre fint end det, de fleste bruger her i landet.

Samtidig er det et eksempel på statens diskrete støtte til Folkekirken. Daværende biskop Jan Lindhardt beskrev det i 2005 sådan:

” At det for kirkens vedkommende er en klar, om end dyr, fordel, kan der ikke være tvivl om. For ordningen skaber ’mødesteder’ mellem folkekirken og danskerne. Og den skaber en selvfølgelighed i forhold til kirkens bygninger – adskillige unge par har netop opdaget, hvor deres lokale kirke ligger, når de har fået et barn, der skal fødselsregistreres (”Folkekirke? Kirken i det danske samfund”, Hovedland, 2005).

Hvordan bør civilregistreringen foregå

Ved kommunernes borgerservice kan man få pas, kørekort og sundhedskort. Det vil være naturligt at placere civilregistrering samme sted og ikke på et religionskontor.

Nogle fremfører, at det vil koste penge for staten, hvis det bliver flyttet. Det skyldes, at statens støtte til Folkekirken er organiseret på den måde, at staten betaler 40 % af præsternes løn, mens der ikke betales direkte for varetagelse af civilregistreringen. Staten betaler altså for kristen forkyndelse, mens de ikke betaler for varetagelse af en samfundsopgave som personregistreringen.

Det står imidlertid fast, at Folkekirken bruger cirka 100 mio. kr. på civilregistreringen årlig. Hver enkelt ekspedition koster over 600 kr., inklusive dem der foregår rent digitalt. Det er en høj pris. Området har da heller ikke været omfattet af de løbende effektiviseringer og besparelser, som eller er normale i den offentlige sektor.

Hvad mener befolkningen?

Humanistisk Samfund har fået foretaget en meningsmåling om befolkningens holdning til civilregistrering. Den viser stor opbakning til at flytte civilregistreringen til kommunerne.

Vi spurgte “Når et barn fødes, skal det registreres, ligesom det skal registreres, når et menneske dør eller ændrer navn. Hvor mener du en sådan registrering mest hensigtsmæssigt kan foregå?”

Svarene var:

Hos kommunen 75 %
I Folkekirken 17 %
Hos det trossamfund, som hver enkelt borger tilhører 4 %
Ved ikke 5 %
Totalsum 100 %
Antal respondenter 1001

 

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1001 CAWI-interview med danskere i alderen 18-74 år, i perioden 7. – 9. marts 2014.