Når landsmødet 2023 løber af stablen 18. marts, håber vi, at flere har lyst til at være med i bestyrelsen, der har flere ledige pladser.
Af Christoffer Munch Paulsen, redaktør Humanisten
Vil du være med til at sætte retningen for Humanistisk Samfund? Til landsmødet til marts vil der være ledige pladser i hovedbestyrelsen.
Ud over en ledig plads i bestyrelsen i forvejen, så stopper både forperson Lone Ree Milkær og bestyrelsesmedlem og kasserer Lone Haudrum deres bestyrelsesarbejde.
Her kan du læse lidt om, hvad arbejdet i bestyrelsen byder på, og hvad det har betydet for dem, der har været med:
Lone Haudrum: Godt samarbejde trods modsætninger
”Mine snart fire år i hovedbestyrelsen har været lærerige, sjove, udfordrende og berigende. Jeg har lært nogle skønne og engagerede mennesker at kende og fået et godt kendskab til alle foreningens områder, og ikke kun begravelser, som er der, jeg har været aktiv.
Jeg har fået en langt bedre forståelse af, hvad Humanistisk Samfund er, og hvad Humanistisk Samfund står for. Jeg har fået stor respekt for den professionalisme, foreningen bliver drevet med. Og så har jeg lært meget af at arbejde i et politisk miljø med mennesker, jeg ikke nødvendigvis er politisk enige med. Det har været rigtig konstruktivt. Vi er virkelig hinandens modsætninger på flere områder, men vi arbejder sammen med respekt for hinanden og i et venskabeligt miljø.
Jeg genopstiller ikke, for nu er tiden inde til, at jeg arbejder mere med ceremonier igen, og mit arbejdsliv tillader ikke, at jeg går fuldt ind i begge dele. Jeg glæder jeg mig til at kunne varetage flere ceremonier, men jeg vil også savne hovedbestyrelsen. Og jeg kan varmt anbefale at stille op og prøve den del af foreningens liv også.
Kirstine Kærn: Endnu meget arbejde, der skal gøres
”Det har været noget af en rejse, foreningen har været på i de år, jeg har været med. Vi har haft økonomisk krise og en pandemi. Samtidig har vi også haft stor succes, og både antallet af medlemmer og ceremonier er mangedoblet.
Det har været sjovt, udfordrende og til tider hårdt. Men det er en stor tilfredsstillelse at se vores planer lykkes og foreningen vokse.
Der er stadig meget arbejde, der skal gøres. Jeg fortsætter i hovedbestyrelsen og kan klart anbefale at stille op. Vi har brug for flere gode kræfter, der vil være med til at udarbejde strategien, der kan få foreningen til at vokse sig større og stærkere.”
Sif Brunemark: Man er med til at sætte kursen
”Jeg er faktisk ikke kæmpefan af hverken vedtægter, forretningsplaner, udvalgskommissorier eller andre skriv, som sætter rammerne for en forenings arbejde. Hvorfor er du så med i hovedbestyrelsen, spørger du heldigvis. Det skal jeg forsøge at svare på her med en forhåbning om, at andre ildsjæle vil være med.
Jeg er en del af Humanistisk Samfund, fordi jeg tror på demokrati. Jeg tror på, at mennesker gennem demokratisk handling kan opnå frihed og fællesskab på én gang. Det kræver, at vi taler med hinanden, at vi kan gøre plads til hinandens forskelligheder, at vi tager stilling til dilemmaer, er nysgerrige på viden, tænker kritisk og tør indrømme, når vi laver fejl.
Vær med til at sætte rammerne for foreningsarbejdet og dermed rammerne for det fællesskab, vi indgår i – samt at være en spiller i det politiske landskab. Uden hovedbestyrelsen var der ikke et sekretariat med en Camilla, der kan hjælpe med at organisere konfirmationer. Der var ikke en styring af økonomi, en strategi for at få flere medlemmer, et nordisk samarbejde, en samlet stemme i medierne og så videre.
Jeg er først og fremmest med i hovedbestyrelsen, fordi det er nødvendigt for en forening, og jeg ved, at hvis ikke der er nogle der sætter sig ved roret, så mister vi kursen. Det betyder jo samtidig at man er med til at sætte kursen – og det er faktisk ret sjovt. På møderne kommer vi altid ud i lange dialoger om, hvad Humanistisk Samfund er for en størrelse. Hvad er det, vi vil? Hvordan skal vi påvirke vores omgivelser? Skal vi kunne tilbyde gratis konfirmationer? Hvilke mærkesager skal vi markedsføre os på for at gøre os bemærkede? Alle de spørgsmål taler vi om sammen, imens vi drikker kaffe og faktisk har det rigtig hyggeligt. Det er en kæmpe fornøjelse at sidde med ved bordet sammen med andre humanister. Jeg går altid fra et hovedbestyrelsesmøde med nye perspektiver og en god fornemmelse i maven.”

Er du interesseret i at stille op til hovedbestyrelsen?
Hvis du ved, at du gerne vil stille op til hovedbestyrelsen, så send os en beskrivelse af hvorfor du stiller op, hvad du gerne vil bidrage med, og nogle ord om hvem du selv er. Beskrivelsen må max være på 2.400 tegn inkl. mellemrum. Vedlæg også gerne et billede af dig. Send beskrivelse og billede til landssekretær Troels Barkholt på tbs@hs.dk senest d. 26. februar, så sender vi beskrivelser af de opstillende kandidater ud til medlemmerne inden landsmødet. Det vil dog stadig være muligt at melde sig som kandidat på selve landsmødet.
Har du spørgsmål til bestyrelsesarbejdet, kan du kontakte forperson Lone Ree Milkær på lrm@hs.dk eller 20 71 11 13.