I forbindelse med folketingsvalget 2026 har Humanistisk Samfund samlet en oversigt over de opstillingsberettigede partiers holdninger til vores politiske mærkesager. Her kan du læse om Dansk Folkepartis politik.
Dansk Folkeparti skriver på sin hjemmeside, at folkekirken skal støttes yderligere af staten og være den eneste religion, der understøttes af staten. ¹
Adskillelse af kirke og stat, ligestilling af livssyn samt civilregistrering
Dansk Folkeparti ønskede i 2019 ikke at adskille kirke og stat. ² Partiet fremhævede, at staten bør understøtte folkekirken, fordi den historisk og kulturelt har haft stor betydning for det danske samfund.
På partiets hjemmeside fremgår det desuden, at Dansk Folkeparti ønsker, at staten alene støtter folkekirken og styrker den som samfundsinstitution. ³
Da daværende kirkeordfører Christian Langballe i 2016 blev spurgt om sin holdning til, om civilregistrering skulle fjernes fra folkekirken, svarede han:
“Vi støtter, at civilregistreringen ligger hos folkekirken. (…) Jeg er imod, at opgaven flyttes.” ⁴
Der foreligger ikke nyere, offentliggjorte udmeldinger fra partiet om disse spørgsmål.
Kristendomsundervisning og konfirmationsforberedelse i skoletiden
I 2015 gav Dansk Folkeparti udtryk for, at kristendomsundervisningen bør bevares som den er. ⁵
På partiets hjemmeside fremgår det, at partiet mener, at kendskab til kristendommen er vigtigt, og at Danmark har pligt til at fremme det kristne idégrundlag. ⁶
I 2020 skrev daværende folkeskoleordfører Jens Henrik Thulesen Dahl, at kristendommen er Danmarks åndelige fundament og en hjørnesten i det kulturelle og historiske fællesskab, og at det er afgørende, at børn og unge får viden om kristendommen for at forstå det Danmark, de er en del af. ⁷
Dansk Folkeparti har desuden tidligere tilkendegivet, at kristendomsundervisningen bør styrkes. ⁷
I 2015 var partiets holdning, at konfirmationsundervisning fortsat burde kunne finde sted i skoletiden, blandt andet med henvisning til folkekirkens medlemsandel i befolkningen. ⁸
Der foreligger ikke nyere, offentliggjorte udmeldinger fra partiet om disse spørgsmål.
Ytringsfrihed og religionskritik
Dansk Folkeparti stemte imod lovforslaget om utilbørlig behandling af religiøse skrifter (den såkaldte koranlov) i december 2023.⁹
Partiet har kritiseret loven med henvisning til, at den efter deres opfattelse indebærer en unødig begrænsning af ytringsfriheden. I partiets egen udmelding argumenteres der for, at eksisterende lovgivning er tilstrækkelig, og at staten ikke bør indføre nye strafbestemmelser, der begrænser retten til religionskritik. ¹⁰
Humanistisk Samfund har i forbindelse med folketingsvalget 2026 kontaktet Dansk Folkeparti med henblik på at få opdaterede svar og eventuelle præciseringer af partiets holdninger. På tidspunktet for offentliggørelsen har vi ikke modtaget yderligere kommentarer.
Du finder gennemgangen af de øvrige partiers politik her samt beskrivelsen af, hvordan vi har udarbejdet gennemgangene:
¹ Kristendom og religion – Dansk Folkeparti (hjemmeside).
² Klint, 2019, Det mener partierne om at adskille kirke og stat | Kristeligt Dagblad (kristeligt-dagblad.dk)
³ Kristendom og religion – Dansk Folkeparti (hjemmeside).
⁴ Arnsberg, 2016, Hvad siger partierne til nye kirkeforslag? | Kristeligt Dagblad (kristeligt-dagblad.dk)
⁵ Poulsen, 2015, Overblik: Det mener partiernes kirkeordførere om faget kristendomskundskab – Kristendom.dk
⁶ Kristendom og religion – Dansk Folkeparti (hjemmeside).
⁷ Dansk Folkeparti: Vi skal styrke kristendomsundervisningen i folkeskolen | Kristeligt Dagblad (kristeligt-dagblad.dk)
⁸ Jessen, 2015, Det mener partierne om konfirmationsundervisning i skoletiden | Kristeligt Dagblad (kristeligt-dagblad.dk)
⁹ DR, 7. december 2023, “Folketinget stemmer ja til omstridt koranlov”.
¹⁰ Dansk Folkeparti, udmelding om lovforslaget vedrørende religiøse skrifter (partiets hjemmeside).



