Hvis vi for at undgå døden skal lade være med at leve livet, så kan det også være lige meget…
Af Ole Wolf, talsperson og ceremonileder
Hvad sker der, når man dør?
Det korte svar: Ingenting. Og det lidt længere: En bestemt struktur af atomer ophører med at eksistere og atomerne spredes over et stykke tid for alle vinde.
Men det er det! Der venter ikke et evigt liv med frelse eller fortabelse.
Strengt taget adskiller vi os ikke fra alt andet ved, at vi forsvinder og vores atomer spredes for alle vinde. Det samme sker med encellede organismer, der kun lever et kort øjeblik. Og det samme sker med verdens største bjergkæde; også den nedbrydes, bliver til grus og optages til sidst i andre strukturer. Intet forbliver uforanderligt.
Døden er uundgåelig, og det centrale er ikke, om der er liv efter døden. Det centrale er livet før døden.
Vi har bare ikke så nemt ved at se døden på den måde i vores kultur. Døden er noget frygteligt, noget tabuiseret som vi helst ikke vil tale om og i hvert fald helst vil udsætte så længe som muligt. Denne indstilling kom klart til udtryk, da Mette Frederiksen sagde, at ethvert dødsfald som konsekvens af Corona var en tragedie.
Det er hun med rette blive kritiseret for fra flere sider – også fra religiøse.
Behøver døden være en tragedie? Hvis nu en alvorligt syg 90-årig får Covid-19 og dør, så undgår vedkommende måske tre måneders smertefuldt sygeleje. Er det en tragedie? Det kan jeg ikke afgøre, for måske ville vedkommende gerne leve tre måneder længere. Men vi kan vel heller ikke afvise, at vedkommende egentlig gerne ville være fri for de tre måneder, når det nu skulle være?
Under corona-krisen har vores frygt for sygdommen givet anledning til et andet spørgsmål: Er det ikke nogle gange værd at tage chancen? Hvis man nu er uhelbredelig, dødelig syg, vil man undgå corona for at forlænge livet med tre måneder, hvis prisen er, at man i de tre måneder ikke må se sine nærmeste?
Problemet er, at sammenhængen altid bliver uoverskueligt kompliceret. Kan man ved at blive indendøre i to måneder undgå 20 smittede, 19 med ubetydelige symptomer, mens én ung kvinde med små børn dør?
Jeg er nået frem til, at man ikke behøver at opstille den slags regnestykker. Det vigtige er, at vi mennesker er sociale væsener. Hvis vi i en længere periode skal være afskåret fra andre mennesker, så mister vi os selv. Jeg er klar til at spritte hænder fire gange i timen, men hvis nogen skulle få den ide, at vi skal fortsætte med at være hjemsendt til oktober for at forhindre nogle få dødsfald, så vil man være gået for vidt.
Med andre ord, så er min lære af coronaen som følger: Hvis vi for at undgå døden skal lade være med at leve livet, så kan det også være lige meget…
Denne artikel er bragt i medlemsbladet HUMANISTEN juni 2020