Ikke-troende i Afrika har det svært

HS’ Kirstine Kærn rejser rundt i Afrika, hvor hun tager temperaturen på ikke-troendes vilkår.

Af Kirstine Kærn, næstforperson HS

Det er svært at være ikke-troende i de afrikanske lande.

De fleste lande er meget religiøse, og religion har stor indflydelse på både det politisk og det daglige liv.

I de fleste lande betyder dit tilhørsforhold til religion og stamme alt. Det har betydning for de fællesskaber, du indgår i, hvilket arbejde du kan få og hvem du kan lave forretninger med.

Det er meget svært for folk at forstå, at man ikke tror på noget. For hvis man ikke har en eller flere guder til at definere, hvordan man skal opføre sig, hvordan kan man så være et godt menneske? Du bliver betragtet som et udskud og et dårligt menneske uden moral og etik.

Derfor er det meget svært for ikke-troende at stå frem. De er bange for at blive udstødt af familie og venner. Det er sket for mange af dem, jeg har talt med. Og andre har endnu ikke fortalt det til andre end deres allernærmeste, fordi de er bange for konsekvenserne.

På den anden side er det et paradoks, fordi de fleste afrikanske landes forfatninger er så nye, at menneske­rettighederne er skrevet ind i dem. Forfatningerne er sekulære og indeholder grundlæggende rettigheder.

Markante stemmer

Der er dog markante stemmer i flere af de lande, jeg har besøgt.

I Uganda mødte jeg Kato Musaka. Han er medlem af IHEU’s (den internationale humanist-organisation, red.) bestyrelse og koordinerer de huma­nistiske organisationer i landet. Kato er selv leder af en organisationen ”HALEA Uganda” og driver desuden en af Ugandas mange humanistiske skoler.

For nogle år siden var HALEA Uganda aktiv i at støtte LGBT-rettigheder, da parlamentet ville indføre hårde straffe for homoseksualitet. Det fik store konsekvenser.

Kontoret i Kampala blev angrebet og smadret. En gruppe mødte endda op hjemme hos Kato og brændte hans bil af. Heldigvis er lovgivningen ikke ændret, men der er stadig kræfter i det politiske system, som vil ulovliggøre homoseksualitet, selvom det strider imod forfatningen.

I Kenya mødte jeg Harrison Mumia, der er leder af den ateistiske organisation. Harrison er en kendt deltager i den offentlige debat, og det kostede ham jobbet, mens jeg var på besøg. Arbejdsgiveren fyrede ham pga. politiske tweets, selvom det strider imod Kenyas forfatning, der sikrer ytringsfrihed.

De fleste organisationer, jeg har mødt, er meget små med 20-50 aktive og næsten ingen midler. For at kunne køre deres projekter søger de konstant sponsorer. Således er flere humanistiske skoler i Uganda afhængige af sponsorater.

På samme måde vil organisationerne i Rwanda, Kenya og Malawi gerne etablere humanistiske skoler og projekter, der hjælper de allerfattigste. Sådanne projekter kan også være med til at modvirke den stigmatisering, ikke-troende er udsat for.

Informationsteknologi hjælper

Adgang til internettet og udbredelsen af mobiltelefoner har haft stor betydning for organiseringen af Afrikas ikke-troende.

Før i tiden havde de færreste adgang til anden information end den viden, de fik i skolen. Derfor blev de fleste religiøst indoktrineret fra de var ganske små. Og de færreste fik en videregående uddannelse.

I dag er uddannelsesniveauet stigende og den unge generation har adgang til en enorm mængde viden. De har selv muligheden for at opsøge viden om humanisme, ateisme, videnskab osv. Det gælder for mange af de unge, jeg har mødt på min tur.

Det er også blevet nemmere for ikke-troende at mødes online. I alle lande har de online debatgrupper i WhatsApp, og grupperne tiltrækker flere og flere unge mennesker.

På trods af ikke-troendes trange kår i Afrika ser organisationerne lyst på fremtiden og håber på, at den unge generation skal skabe store forandringer.

Et positivt tegn er, at det første humanistiske bryllup i Østafrika blev holdt i januar i Kenya. En hel gruppe celebranter er uddannet i det østlige og sydlige Afrika, og håbet er, at ceremonierne får positiv betydning for samfundets syn på ikke-troende.