Af Nikolaj Cederholm

[Dette er et talepapir og er altså ikke tænkt som et skriftligt produkt]

Vi står foran et nyt folketingsår. I disse tider, tror jeg, at der er mange som spørg sig selv: er politikernes tid ovre? Er det de kan, og den kultur de virker i, fuldstændig ubrugelig stillet overfor de udfordringer, som klimaforandringer og økosystemers sammenbrud, giver os? Man kunne få den mistanke, når man ser dem sidde der som opvakte dyr fanget i en lyskegle, handlingslammede og allerhøjst refererende til en virkelighed, som ikke længere findes.

Vores miljøminister argumenterede forleden for at man ikke kan forhindre bønderne i at sprøjte pesticider på deres jorde, fordi det ville være et indgreb i den private ejendomsret. Er I klar over hvor langt oppe i røven de er på vores private ejendomsret? Hvis du bygger et hus i dk, er du de facto tvunget til at tilbringe dit hjemmeliv i en lufttæt plastikpose. Sådan er byggereglementet, du kan ikke selv vælge, men bønderne må selv bestemme om de vil sprøjte gift ud på jorden, som forårsager børneleukæmi og forgifter drikkevandet og fjordene. Stillet overfor en sådan sjov logik, må de tider, hvor mange politikere patroniserende kaldte kunsternes meninger for sjove og skæve, være slut. Måske var det ikke Kim Larsen som var anderledes og skæv, måske er det politikerne.

 

Når jeg har valgt at bruge min taletid ved folketingets åbning på det vi kalder Miljø og klimapolitik, er det naturligvis fordi det er vigtigere og mere presserende end alle andre emner. Det er vigtigere end kulturpolitik, vigtigere end ligestilling, vigtigere end racisme, vigtigere end arbejdsløshed og vigtigere end bnp, – og i særklasse vigtigere end håndtryk og burkaer. Nu er der snart valg igen og hvis ikke nogle af de gamle politikere sætter klimapolitikken øverst på dagsordenen, – jeg taler ikke om at opprioritere den, eller om at have mere fokus på den, men om at sætte den øverst, – hvor mange realistiske Alternativer er der så? Hvor relevante er I så?
Vi står overfor at skulle lave den store omstilling, – eller give op. “Når jeg hører at man vil ophæve slaveriet, må jeg sige, at selvom der ikke en nogen tvivl om at slaveri er forkert, så vil det være virkningsløst hvis vi skulle gøre det alene. Det kræver at alle slipper deres slaver løs. Man kan ikke forlange af en dansk landmand, at han skal frigive sine slaver, når Brasilien har millioner af slaver”.

Cirka sådan argumenteres der fra partier i regeringen i klimaspørgsmål. Og jeg synes at slaveallegorien er kærkommen, fordi dette netop ikke er et holdningsspørgsmål, men et etisk spørgsmål, for så vidt som det vedrører millioner af dyr og planters overlevelse, samt jo også vores egne børn og børnebørns. Og apropos anderles og skæv: at sammenligne een dansk landmand med hele Kina, med 1.4 milliarder indbyggere, er vel også en slags gøglertrick, er det ikke?

 

Jeg så en vittighedstegning, hvor man til en klimakonference var ved at gennemgå de nødvendige forandringer, der stod energiuafhængighed, bæredygtige jobs, byer man kan leve i uden at blive syg, rent vand, ren luft, glade børn osv, så er der en af de delegerede som læner sig over mod en af de andre og siger: what if its all a hoax, and we create a better world for nothing?

 

Lad os sige, at klimaforskerne tager fejl. At det hele er en fejllæsning: det drejer sig om sager vi ikke har nogen indflydelse på, klimaskeptikerne havde ret, det er solen, det er Gud, det er noget andet, – men det hjælper os ikke, lad os være ærlige og indrømme: det ville jo ikke få os af krogen, vi ville stadig stå tilbage med problemet: Vi, Mennesker fylder for meget, forbruger for meget og er for mange. Vi er ligesom de krabber i vores fjorde, som kravler rundt over hinanden i millionvis, mens alt andet liv er forsvundet. Vi sviner og ødelægger habitater, så livet uddør. Der findes således ingen fornuftig årsag til ikke at se udfordringerne i øjnene og komme i gang med den
store omstilling. Og eftersom dyre- og plantearter forvinder på daglig basis, er der altså heller ingen tid at spilde.

For ikke særlig længe siden var hele Norden dækket af skov. Der var skov på Skagen og på Anholt, der var sågar noget skov på Grønland og på Island.
Hele Norges kyst, som vi kender som nøgen, barske klipper, var fuld af en skov så stor, at man så på den, som en uendelig ressource. Det førte til økologiske katastrofer for ca 500 år siden, skabt af os mennesker, fordi vi ikke vidste bedre. Vi fældede skovene og ødelagde jorden, så der ikke kan vokse skov der igen. Og sådan er det mange steder på kloden, hvor ørken skabt af mennesker.

Når vi taler om at gå en tur i skoven, så er det slet ikke en skov vi går ud i, men højest sandsynligt en mark med træer. Definitionen af skov er naturligvis ikke helt entydig, men nogle skovforskere hævder at en skov først er en skov når den er plus 600 år gammel, for hurtigere kan man ikke opnå den artsrigdom og etablering af mosser, laver, insekt- og svampeliv, der skal til før vi har det fænomen, vi kalder skov. Selv hvis man synes at det er for sekterisk en definition, så er det i hvert tilfælde helt nøgternt at konstatere, at der i en nordisk skov i dag er 10-15 dominerende arter, i en gammel nordisk skov var der over 200. De uøkonomiske planter er blevet forfordelt og de økonomiske planter udplantet i deres sted. Vi udrydder andre dyrearter. Det ligger muligvis i vores natur, for vi har gjort det i tusindevis af år, men alene i min levetid har vi udryddet en trediedel af samtlige dyrearter på jorden. De er væk for altid. Og dette foregår i et accelererende tempo. Europa har mistet 75% af sine insekter og halvdelen af sine fugle på bare 25 år.

Sveriges tidligere statsminister slog i solidaritet ud med armene og sagde, når jeg flyver over Sverige kan jeg se, at der da er masser af plads. Spørgsmålet er til hvem der er plads. Reinfelt mente til mennesker. Jeg tror at naturen i Sverige er rigeligt fyldt op, med elge og rådyr og bjørne og bævere og fugle
og planter, men de ka vel bare fucke af, så der bliver mere plads til flere mennesker. Og for at blive i det svenske: I en berømt tv debat sagde Olof Palme, som svar til en højrepopulist, som havde brugt termen: Dem om udlændinge og os om svenskerne: Hvem dem? Der findes kun os. Og det havde han ret i. Her er kun os, men os er bare meget mere end menneskene, vores familie er meget større.

Da jeg var barn fik man at vide, at fisk ikke har nogen følelser. Derfor behøvede man ikke at have ondt af dem, når man stod og rodede med en fiskekrog i munden på dem. Det gjorde slet ikke ondt. For kort tid siden opfattede vi ikke dyr som væsner med en bevidsthed og et kompleks følelsesliv. Men fisk har personlighed, nogle er generte, andre modige. Træer er sociale væsner og Grises følelsesliv ligner vores. Vi er langsomt ved at forstå at gærsvampen, busken, billen, torsken, og selvfølgelig elefanten, også er vores familie, at de er vores søskende og Jorden ikke er vores mor, hvis kæmpe bryster vi som ureflekterede babyer kan die løs på.

Man kan ikke se bort fra de store religioners ansvar for at holde mennesket ude af eller over naturen på det mentale plan. Præsten inde ved siden af, går jo efter sigende ind for det naturlige, og sagde at han ville prædike om det der går forud for politik og som rækker længere ud end politik.
Hm. Religionerne har i hver tilfælde flyttet os ud af naturen og holdt os i et fejlagtigt modsætningsforhold til den natur, som vi jo selv er en del af. Forud for og længere ude end politikken. Denne fejlslutning skal der gøres op med. Den selvforståelse religionerne kan tilbyde os, stemmer ikke overens med vores erkendelsesniveau: vi ved at vi er en integreret del af naturen, vi lever i en sirlig symbiose med alt andet liv, det er i os, det er med os, – og vi mangler bare at handle på erkendelsen.

Vi kan ikke tilslutte os flere ekskluderende ideologier. Selv humanismen er en sådan ekskluderende ideologi, som sætter mennesket højere end alle andre. Allerede i sit navn bærer den, en fatal opfattelse af mennesker som mere værd end andre organismer, placeret oppe over naturen. Hvis mennesker har særlige rettigheder, uanset vores antal, så er jorden dødsdømt. Hvis mennesket virkelig er mere værd end alt andet levende, så ender det med at vi udrydder alt.

Det er ikke svært at finde argumenter for en bedre verden, men det er klart, at hvis man nedbryder gamle systemer i hast, så risikerer man utrolig meget uro
og ballade, fordi systemerne hviler i en eller anden balance mellem fordele og ulemper, mellem idealer og virkelighed. Når man så står i en situation, hvor hurtig forandring er påkrævet, har vi virkelig brug for at alle står sammen, vi har brug for at mennesker af alle observanser og trosretninger løfter vægten sammen.

Vi har brug for at de borgerlige tager et opgør med deres vækstdogmer, vi har brug for at de religiøse tager et opgør med deres menneskeopfattelse, vi har brug for at progressive mennesker finder på nye veje, som udfordrer vores vante systemer og strukturer, vi har brug for en venstrefløj, som kan tage et opgør med den splittende identitetsretorik, og i stedet bruge kræfterne til at se om vi kan få stumperne til at blomstre og gennemfører den store omstilling.

God arbejdslyst!