Den nuværende lovgivning er baseret på fortidige følelsesmæssige argumenter for, hvordan vi  bør omgås afdøde.

 

Af Karin Liltorp, ceremonileder

»Bekendtgørelse af lov om begravelse og ligbrænding« stammer i sin nuværende udformning fra 1976, og der er i det hele taget ikke foretaget mange større ændringer de sidste 200 år.

Begravelsesloven dikterer, hvordan man skal behandle døde, og rammerne er meget snævre. Således står der, at asken fra afdøde skal nedsættes i en urne på en godkendt gravplads eller et andet sted »godkendt af kirkeministeriet. « Desuden kan man ansøge om at få asken spredt på åbent hav, hvis afdøde skriftligt har ønsket det.

Loven er fra en tid, hvor man mente, at den menneskelige sjæl er uløseligt forbundet med de jordiske rester. Men måske er det tid til at revidere denne lov, så ønskerne til anderledes afsked kan blive til virkelighed. Hvorfor er det f.eks. ikke tilladt at sprede lidt af sin afdødes aske i afdødes elskede rosenbed eller ved yndlingsbænken i skoven?

Uorganisk aske

I Danmark bliver langt størstedelen af døde brændt. Når man brænder et menneske, bliver alt det organiske materiale omdannet til CO2 og indgår derefter som en naturlig del af atmosfæren. Noget af den luft, vi indånder hver dag, indeholder derfor rester fra alle vores kære afdøde.

Helt udbrændt aske består udelukkende af uorganiske stoffer og indeholder varierende mængder af natrium, kalium, calcium, magnesium, jern og i mindre koncentrationer mange andre metaller. Selv meget religiøse mennesker vil nok ikke mene, at der er meget af afdødes sjæl i de molekyler og atomer, der er tilbage i den gråsorte aske.

Der er altså ikke nogen rationel begrundelse for, at man ikke må sprede asken i sit rosenbed eller i stuens potteplanter for den sags skyld. Selvfølgelig kan der være rigtig mange følelser forbundet med asken, og netop derfor kan der være meget forskellige ønsker til, hvordan man ønsker at håndtere de jordiske rester.

 

Aske i smykker

Flere virksomheder i Danmark tilbyder at omdanne aske fra kæledyr til smykker. Som man kan læse på et af kæledyrskrematoriernes hjemmesider:  »Dit kæledyrs aske bliver efter endt kremering omsluttet i en unik perle, som du kan bære hver dag som et kært minde.«

I vores naboland Tyskland har man også denne mulighed med menneskeaske. Man kan således få en ring med en stor perle, indeholdende rester fra ens elskede. Det må man ikke i Danmark. Hvorfor?

Den nuværende lovgivning synes baseret på nogle fortidige følelsesmæssige argumenter for, hvordan vi bør omgås afdøde, kombineret med et stort døds­tabu: Når man er død, skal man væk – helt væk.

Som jeg ser det, er der ikke noget usømmeligt ved at ønske sin afdøde mor omdannet til et smukt smykke eller ved at sprede hende i haven. Ved at sprede asken i haven, vil man dagligt kunne følge, hvordan vedkommende nu er blevet en del af naturen, når nye blomster vokser op. Det er da en smuk tanke.

Ved at ændre loven, vil man i højere grad kunne tilpasse begravelsesceremonierne til den afdødes og de efterladtes ønsker, hvad enten det er en højtidelighed med askespredning i haven eller en traditionel begravelse på en kirkegård.