Derfor skal stat og kirke adskilles!

Religion er en privatsag

Gennem tro eller livssyn forholder man sig til de store spørgsmål i livet. Livets store overgange, fødsel, overgangen til voksenalder, valg af partner, død. De store etiske spørgsmål. De fundamentale overvejelser om, hvad der er et godt liv.

Ofte har man brug for at være sammen med andre om disse store spørgsmål. Men det skal være ens egen afgørelse i hvilke fællesskaber, man skal være det.

I dag regner vi det som indlysende, at vi selv kan finde ud af, hvilket parti vi vil stemme på, hvilke foreninger vi vil være medlem af, og i hvilken bank vores opsparing skal placeres.

Vi kan også godt selv tage stilling til, hvilke religiøse fællesskaber, vi vil indgå i. Staten skal ikke diskret skubbe os i retning af den evangelisk-lutherske kirke ved f.eks. at opkræve kontingent til kirken via skattebilletten, eller ved at tillade konfirmationsundervisning i skoletiden, så kammeraternes gruppepres får en “på rette vej”.

Staten skal ikke favorisere en bestemt tro

Staten skal være for os alle. Staten skal ikke tvinge folk til at støtte en religion, de ikke tror på.

Folk, der ikke er medlem af folkekirken, betaler alligevel til præsternes løn over de almindelige skatter. Man betaler også til, at folkeskolen videregiver subjektiv undervisning i kristendom. Hvis man har et tv-apparat, betaler man via licensen for transmission af en bestemt tros gudstjenester.

På den måde får den ene million danskere, der ikke er medlem af folkekirken, en underordnet stilling. De er de specielt besværlige. Dem som man modstræbende tildeler en særordning fra tid til anden. Så de f.eks. kan bede sig fritaget for kristendomsundervisning i skolen.

Man signalerer, at de mennesker, som ikke føler tilknytning til folkekirken, ikke er lige så danske som faste kirkegængere. Men det er vi. Derfor kræver vi lighed for livssyn.

Livets store spørgsmål er for vigtige til at blive overladt til en præst

På grund af sammenblandingen af stat og kirke er vi kommet til at betragte livets store spørgsmål som en serviceydelse. Helt på linje med andre ydelser fra velfærdsstaten. Det er en ret for alle at få en begravelse eller et bryllup i folkekirken, ligesom det er en ret at få en børnehaveplads. Det er blevet fuldstændigt ligegyldigt, om ens eget syn på fødsel eller død ligner præstens syn.

Samtidig er det blevet en del af vores kultur, at man ikke diskuterer store etiske spørgsmål. Dem har man parkeret i folkekirken. Men da folkekirken er en statsinstitution, vil den helst ikke støde nogen. Man holder sig til den bløde mellemvare. De uenigheder, der faktisk er, fejer man ind under gulvtæppet.

Men livets store spørgsmål fordrer aktiv stillingtagen, lidenskab og passion. Livets store spørgsmål er for vigtige til at overlade til præster. Ved at adskille kirke og stat vil vi lade mangfoldigheden råde. Vi vil opdage, at uenighed er en styrke, ikke en svaghed.

Stat er stat, kirke er kirke. De skal ikke blandes sammen

Stat og kirke er to forskellige ting, der fungerer på hver deres præmisser. Der kommer ikke noget godt ud af at blande dem sammen.

En stat skal være baseret på ligebehandling og på, at alle er lige for loven. I modsætning til en religion, der netop ikke er for alle, men for dem der tror på den.

En stat skal være baseret på viden. Sådan har vi set på det siden oplysningstiden, der satte rationaliteten i højsædet. I en religion er det anderledes.

Danmark tager da også ofte afstand fra sammenblanding af stat og religion i andre lande. Hvis det ikke skal klinge hult, så bør vi starte med at feje for egen dør.

Vores fællesskab skal ikke baseres på folkekirken

Danmark omtales som et kristent land med en kristen kulturarv.

Men vores nuværende samfund bygger på meget andet end kristendommen, bl.a. oplysningstidens fokus på naturvidenskab og rationalitet, det demokrati der spirede frem i 1800-tallet og opbygningen af vores velfærdssamfund.

Samtidig er kristendommen langt fra en entydig størrelse, hverken historisk eller i dagens Danmark. I dag mener nogle præster, at homoseksuelle bør kunne vies kirkeligt, andre at homoseksualitet er en synd. Nogle mener, at både gud og djævelen eksisterer. Andre mener, at hverken gud eller djævelen eksisterer.

Humanistisk Samfund mener, det er forkert at knytte det at være dansk sammen med én bestemt trosretning, som over 20 % af befolkningen ikke tilhører. Fællesskabet i det danske samfund skal ikke baseres på så lidt.

Da et politisk flertal i 2014 pålagde DR en særlig forpligtigelse til at formidle “den kristne kulturarv” udarbejdede professor emeritus i religionsvidenskab Per Bilde et responsum, der gennemgår påstandene om vores kristne kulturarv. Det kan læses her.