Økonomisk støtte

Den evangelisk-lutherske kirke får økonomisk støtte af staten. Staten giver mere end 1 milliard kroner i støtte til Folkekirken. Den går til præster og biskoppers løn og pension. Deres præster er tjenestemænd, ansat ved staten. Alle betaler altså over statsskatten til en bestemt tros forkyndelse.

Tilmed opkræver staten medlemskontingent for Folkekirken kvit og frit via kirkeskatten. Men medlemskontingent er faktisk ikke et dækkende ord. For i modsætning til en forening, hvor medlemmerne hvert år modtager et girokort på et bestemt beløb, så trækkes kirkeskatten over medlemmernes indkomst. Det betyder, at når udviklingen i samfundets økonomi gør, at borgernes velstand stiger, så får Folkekirken også flere penge.

Staten betaler også for et helt ministerium, der skal understøtte Folkekirkens drift nemlig Kirkeministeriet. En lang række af kirkens bygninger og arealer er desuden fritaget for skat.

Staten betaler for uddannelse af kommende præster ved universiteternes teologistudier, og staten giver dermed også SU til disse studerende.

Staten har ikke opgjort det præcise omfang af statens økonomisk støtte til Folkekirken. Det skyldes, at Folkekirken varetager forskellige samfundsopgaver for staten uden at få betaling for dem, primært vedrørende bevaringsværdige kirkebygninger og civilregistrering. Humanistisk Samfund har ved flere lejligheder efterlyst beregninger for dette. I foråret 2017 fremlagde Kirkeministeriet forskellige meget unøjagtige beregninger. Du kan læse Kirkeministeriets beregninger her og Humanistisk Samfunds kommentar til beregningerne her.

Fortrinsret i folkeskolen

I den danske folkeskole er undervisning i livssyn begrænset til ”kristendomskundskab”. Ifølge folkeskoleloven er ”Kristendomsundervisningens centrale kundskabsområde den danske folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom. På de ældste klassetrin skal undervisningen tillige omfatte fremmede religioner og andre livsanskuelser”.

Alene formuleringen ”fremmede religioner”, som jo også omfatter hjemmehørende religioner som jødedommen eller katolicismen, er tydeligt diskriminerende.

Det er muligt at blive fritaget fra kristendomsundervisning. Det kræver, at ”forældremyndighedens indehaver skriftligt over for skolens leder erklærer selv at ville sørge for barnets religionsundervisning.” Man skal i den forbindelse indkaldes til en samtale med skolen.

Man har altså valget mellem at lade barnet deltage i ensidigt evangelisk-luthersk orienteret undervisning eller blive udelukket fra fællesskabet i skolen.

På det klassetrin, hvor folkekirkens konfirmationsforberedelse finder sted, skal kommunalbestyrelsen ved forhandling med ”præsterne i kommunen” (her menes kun præster af den evangelisk-lutherske kirke) fastsætte tider for, hvornår konfirmationsundervisningen skal finde sted. Oven i købet får timerne mange steder lov til at erstatte understøttende undervisning. Dermed kan kammeraternes gruppepres diskret kanalisere børnene hen til én bestemt tro.

Kirken har overtaget statsbeføjelser

Staten har på en række områder uddelegeret sin udøvende magt til folkekirken.

Anmeldelse af fødsler skal – udenfor Sønderjylland – ske til den evangelisk-lutherske kirke i Danmark. Det er ikke længere nødvendigt at møde frem hos en præst, men de alternative måder at anmelde fødsler giver den evangelisk-lutherske kirke direkte adgang til persondata, som andre livssynssamfund ikke har.

Den evangelisk-lutherske kirkes sognepræst fungerer som begravelsesmyndighed. Det betyder, at en evangelisk-luthersk præst skal behandle alle anmodninger om en begravelse eller ligbrænding, jf. Begravelsesloven § 7, skrivelse nr. 12001/1977: ”Borgerlig begravelse må i intet tilfælde finde sted, forinden præsten har truffet sin afgørelse.”

I praksis er det også svært at blive begravet på en gravplads, der ikke er indviet efter et særligt evangelisk-luthersk ritual. Skønt der juridisk er åbnet op for, at andre trossamfund kan anlægge begravelsespladser, og det er muligt at anlægge kommunale begravelsespladser, håndhæves disse muligheder meget restriktivt.

Yderligere diskrimination mod ikke-religiøse

Den internationale konvention om civile og politiske rettigheder og Verdenserklæringen om menneskerettigheder sidestiller religiøse overbevisninger med ikke-religiøse overbevisninger (”religion or belief”). Men i Danmark er der ikke ligestilling for ikke-religiøse livssyn som det humanistiske livssyn og for ikke-religiøse livssynssamfund som Humanistisk Samfund.

I Danmark har anerkendte trossamfund bemyndigelse til at vie personer. For at blive et anerkendt trossamfund skal man ifølge Lov om trossamfund uden for folkekirken være ”et fællesskab, hvis medlemmer samles om en tro på magter, som står over mennesker og naturlove”. Derfor har livssynssamfund som Humanistisk Samfund, der ikke er teistisk og afviser overnaturlige forklaringer, ikke mulighed for at få vielsesbemyndigelse.

Humanistisk Samfund mener, at staten bør ligestille livssynssamfund med trossamfund. Som ikke-troende bør man have samme mulighed for at blive gift ved en ceremoni, der afspejler ens livssyn, som troende har. Vores søsterorganisationer i Norge, Island og Skotland har opnået denne ligestilling og deres vielser har juridisk gyldighed.

Du kan læse mere om ligestilling mellem trossamfund og livssynssamfund og vores arbejde for at få vielsesret her.